København indgår samarbejdsaftale med Washington DC

København indgår endnu en aftale med en amerikansk storby om at udveksle erfaringer om klima- og klimatilpasningstiltag. Aftalen kan styrke danske virksomheders eksportmuligheder.
København og Washington DC skal dele erfaringer om, hvordan man bedst beskytter byer og indbyggere mod klimaforandringer. Foto: Colourbox.
København og Washington DC skal dele erfaringer om, hvordan man bedst beskytter byer og indbyggere mod klimaforandringer. Foto: Colourbox.

Washington DC og København skal fremover inspirere hinanden indenfor klima og klimatilpasning. Sidste år indgik København en lignende aftale med New York, og med den nye aftale cementerer København sin rolle som samarbejdspartner for amerikanske storbyer inden for klima og klimatilpasning. Det kan få betydning for danske virksomheders muligheder for eksport af grønne løsninger til det amerikanske marked. Samarbejdsaftalen blev torsdag underskrevet i Washington af teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og Tommy Wells, der er direktør for Department of Energy and Environment (DOEE) i Washington DC. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

– Med FN’s klimaaftale er der opnået enighed om, at vi skal holde den globale temperaturstigning under to grader. Eftersom storbyerne allerede i dag tegner sig for 70 procent af verdens CO2-udledning, vil der være et stort behov for at investere i en grøn omstilling af netop storbyerne. Samtidig vil storbyerne være særligt udsatte for klimaforandringernes ekstreme vejrfænomener. Derfor er der brug for, at storbyer deler viden om, hvordan vi bedst nedbringer udledningen af CO2 og beskytter os mod skybrud og stormflod, siger Morten Kabell.

Der er brug for, at storbyer deler viden om, hvordan vi bedst nedbringer udledningen af CO2 og beskytter os mod skybrud og stormflod.

Morten Kabell Teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune

Et magtcenter

Washington er et af verdens absolutte magtcentre, hvor hovedsæderne for vigtige finansielle institutioner som Verdensbanken ligger. I forbindelse med FN’s klimaaftale sidste år forpligtigede verdens rige lande sig til at øremærke 100 mia. dollars om året fra 2020 til klima- og klimatilpasningsinitiativer i verdens fattigste lande. En stor del af de penge vil blive delt ud fra Washington. Det kan betyde, at de københavnske løsninger på fremtidens klimaudfordringer vil komme i fokus andre steder i verden og dermed yderligere eksportmuligheder for danske virksomheder.

– De globale klimaforandringer påvirker os alle. Storbyer ved kysterne har en vigtig opgave med at beskytte sig mod de uundgåelige stormfloder, vi kommer til at se hyppigere i fremtiden. Samarbejder som dette mellem København og Washington DC gør det muligt at dele erfaringer om, hvordan vi bedst beskytter vores byer og indbyggere mod klimaforandringerne, siger Tommy Wells.

Gode resultater

København er internationalt anerkendt for at være med i front inden for den grønne omstilling. Siden 2005 har byen reduceret sin CO2-udledning med 38 procent, og i samme periode har befolkningstilvæksten i København været på 16 procent. Det betyder, at faldet i CO2-udledningen per indbygger er på 48 procent. Målet er, at København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

København er også langt fremme med planerne for klimatilpasning. Den danske hovedstad har som en af de første storbyer i verden vedtaget en plan for sikringen af hele byen mod skybrud. København går nu også i gang med at lave en plan for sikringen af byen mod stormflod ved hjælp af diger og sluser.

Relateret indhold