Mange tagskader skyldes manglende viden

Der er fortsat alt for mange skader på tage og undertage, og de koster bygningsejere dyrt. Det er både ærgerligt og helt unødvendigt lyder det fra to førende eksperter.
Skader på tag udgør 52 procent af de skader, der anmeldes og anerkendes som dækningsberettigede af Byggeskadefonden vedr. Bygningsfornyelse (BvB). Foto: Colourbox.
Skader på tag udgør 52 procent af de skader, der anmeldes og anerkendes som dækningsberettigede af Byggeskadefonden vedr. Bygningsfornyelse (BvB). Foto: Colourbox.

Taget er bygningens femte facade og en af de vigtigste bygningsdele. Selv om der er kommet mange nye regler, metoder og praktiske løsninger på tagområdet, er der fortsat mange skader på tage og undertage. Skader på tag udgør fortsat den største andel af de skader, der anmeldes og anerkendes som dækningsberettigede af Byggeskadefonden vedr. Bygningsfornyelse (BvB). Det skriver Byggecentrum i en pressemeddelelse.

Anerkendte skader på tag udgør ifølge Byggecentrum 52 procent af alle anerkendte skader, og da tagskader samtidig er forholdsmæssigt dyre at udbedre, skriver BvB i sin seneste beretning, at skader på tag udgør 59 procent af de anslåede udbedringsudgifter.

Der er stadig mange skader på tage, der blandt andet skyldes manglende projektering, forkert udførelse af detaljer eller manglende viden om, hvordan tagmaterialer eller komponenter skal anvendes sammen.

Erik Brandt Seniorforsker, SBi

Tvivl om valg

Skaderne optræder både i forbindelse med renoveringsarbejder og ved nybyggeri og knytter sig til fejl både ved projekteringen og udførelsen. Det skyldes ofte en vis forvirring og usikkerhed om valg af den rigtige tagkonstruktion og om hvilke regler og anvisninger, der gælder for de forskellige tagformer og -materialer.

Problemstillingen har fået Byggecentrum til at sætte sig sammen med to af landets mest erfarne og vidende teknikere i skikkelse af seniorforsker og civilingeniør ved SBi, Erik Brandt, samt civilingeniør og direktør i Bunch Bygningsfysik, Tommy Bunch-Nielsen, med det formåe at udvikle en konferencedag, hvor fagfolk under overskriften føres ajour med udviklingen på tagområdet.

– Der har de senere år været meget fokus på tage og undertage, men der er stadig mange skader på tage, der blandt andet skyldes manglende projektering, forkert udførelse af detaljer eller manglende viden om, hvordan tagmaterialer eller komponenter skal anvendes sammen, siger Erik Brandt.

På koncerencen vil en række erfarne teknikere præsentere deltagerne for den nyeste viden, nyt om regler og teknik samt praktiske løsninger på de mest aktuelle udfordringer vedrørende tage. Målet er at ruste deltagerne til at kunne vælge de rette tagkonstruktioner, inspirere til gode løsninger og give overblik over gældende regler.

Går i panik

– Taget er den vigtigste bygningsdel og selv små dryp fra taget kan få folk til at gå i panik og træffe forkerte beslutninger om udbedringer. Det er derfor vigtigt, at der i byggeriet er stort fokus på tagets tæthed og fugttekniske funktion, så der ikke opstår kondensproblemer og skimmelsvamp, siger Tommy Bunch-Nielsen.

Der vil på konferencen blive set nærmere på den praktiske håndtering af aktuel viden og gældende regler. Blandt andet gennemgås god praksis for dampspærrer, ventilation, isolering og lufttæthed for både nybyggeri og ved renovering. Aktuelle temaer som renovering af hhv. flade og rejste tage, grønne tage, glastage, p-dæk, montering af solceller, indbygning af kviste og udnyttelse af tagetager vil også blive behandlet.

– Vi kommer også ind på brandkrav til tage og vi drøfter muligheder for at udnytte klimaskærmen som energikilde. Endelig drøfter vi risikoen for, at store isoleringstykkelser medfører nye problemer og større risiko for skimmelvækst i tagene, siger projektleder Lars Tangaa fra Byggecentrum.

Læs om konferencen her.

Relateret indhold