Erhvervsskoler er vejen til egen virksomhed

Forældre og lærere mangler stadig kendskab til erhvervsuddannelser. De forstår ikke de mange muligheder, der åbner sig med en erhvervsuddannelse.
Folkeskolelærere og forældre ved generelt for lidt om, hvad det indebærer at tage en erhvervsskoleuddannelse, mener Dansk Byggeris Jesper Juul Sørensen. Foto: Ricky John Molloy.
Folkeskolelærere og forældre ved generelt for lidt om, hvad det indebærer at tage en erhvervsskoleuddannelse, mener Dansk Byggeris Jesper Juul Sørensen. Foto: Ricky John Molloy.

Der er i disse år nærmest ingen ende på antallet af initiativer, der skal få flere unge til at vælge erhvervsuddannelser i stedet for ukritisk at satse på en gymnasiel ungdomsuddannelse.

Pjecer, hjemmesider, vejlednings- og oplysningskampagner er der masser af, men i Dansk Byggeri er uddannelseschef Jesper Juul Sørensen ikke i tvivl om, at man i stigende grad skal have fat i folkeskolens lærere og forældrene for at vise dem, hvad erhvervsskoleuddannelserne byder på af muligheder:

… der er mindst lige så store muligheder for at få en karriere ved at tage en erhvervsuddannelse og senere læse videre.

Uddannelseschef Jesper Juul Sørensen Dansk Byggeri

– Der er stadig en stigning i antallet af unge, der søger gymnasiet, og i mange kommuner er antallet, der søger erhvervsuddannelser, under 20 procent, siger Jesper Juul Sørensen til Dagens Byggeri.

Kan læse videre

Han peger på, at der er en almindelig opfattelse af, at en studentereksamen er nærmest den eneste mulighed for at skabe en karriere:

– Men der er mindst lige så store muligheder for at få en karriere ved at tage en erhvervsuddannelse og senere læse videre. Det øger ikke mindst muligheden for at starte egen virksomhed, og der er mange eksempler på, at unge har succesfulde byggevirksomheder. Folkeskolelærere og forældre ved generelt for lidt om, hvad det indebærer at tage en erhvervsskoleuddannelse. Derfor er det vigtigt at øge kontakten til lærerne og skolebestyrelserne og forklare, hvor vigtigt det er for Danmark at have tilstrækkelig arbejdskraft, forklarer han videre.

Skills

Dansk Byggeri har i samarbejde med flere kommuner landet over haft succes med virksomhedsbesøg, hvor folkeskoleklasser besøger en byggeplads og laver opgaver i eksempelvis matematik eller dansk.

– Når lærere og elever kommer på besøg på en byggeplads for eventuelt at løse opgaver, finder de ud af, at det ikke kun drejer sig om at lægge mursten eller at slå et søm i. Der foregår mange andre aktiviteter, og blandt andet har Skills medvirket til at øge kendskabet til håndværksfagene. Samtidig har politikerne på Christiansborg fået øjnene op for, at der skal gøres noget ved udfordringerne, slutter Dansk Byggeris uddannelseschef.

Relateret indhold