Standarden på boligerne i eksempelvis København er steget gennem en lang årrække, og den danske hovedstad oplever en meget stærk tilflytning.
I stedet for at flytte i hus med have vælger mange at bo i byens lejligheder, vel at mærke uden samtidig at sige farvel til udearealer. Ifølge Ejendomsforeningen Danmark er efterspørgslen på ejendomme med altan i kraftig vækst, ligesom interessen for ejendomme med elevator er stigende.
Hvor samtalekøkkenet var den store trend i 00’erne, er altaner og muligvis også elevatorer ved at blive den store trend i 10’erne.
Adm. direktør Torben Christensen Ejendomsforeningen Danmark
Der findes ingen præcise opgørelser over, hvor mange altaner det drejer sig om. Men alene Danmarks største altanproducent sætter over 3.000 altaner op om året i København og melder, at 2015 var et rekordår med en ordretilgang på 30 procent.
Umættet marked
Og markedet er langt fra mættet. Dertil kommer, at langt de fleste nybyggede boliger også får altaner.
– Lejere skal dog være opmærksom på, at komforten ikke er gratis, men vil give en huslejestigning. Skal en ejendom have opsat eksempelvis ti altaner vil prisen for en standardaltan på 1,5 x 3 meter ligger fra omkring 100.000 kroner og op. For en beboer i en lejebolig vil det typisk munde ud i en huslejestigning på op mod 600 kroner mere om måneden. Komforten koster, men mange er villige til at betale prisen, forklarer administrerende direktør Torben Christensen fra Ejendomsforeningen Danmark.
Den store trend
Han kalder det glædeligt, at den ældre boligmasse bliver moderniseret og siger videre:
– Hvor samtalekøkkenet var den store trend i 00’erne, er altaner og muligvis også elevatorer ved at blive den store trend i 10’erne. Hvis elevatorer med tiden bliver lige så populære som altaner, vil det virkelig hjælpe på boligstandarden. Den store stigning i antallet af altaner hænger formentlig sammen med, at befolkningen i København generelt er blevet mere velstående. De vælger at blive boende i byen og har derfor både lyst til og mulighed for at betale for lidt ekstra luksus, siger han.
Elevator uland
Nogle steder har man også valgt at skifte bagtrappen ud med en elevator eller installere en elevator uden på bygningen. Det mærker de hos Alevator, hvor salgsdirektør Niels Aalbæk Jensen peger på, at man fremover vil se vil se flere ejendomme i København, der får installeret elevator:
– Danmark er et elevator uland, hvor kun syv-ti procent af opgangene i København har elevator. Vi møder tit familier, der ikke kan få ældre familiemedlemmer på besøg, fordi de er gangbesværede, siger han.