Indtil videre er der ganske vist tale om et forhandlingsoplæg, der langt hen ad vejen lader østeuropæerne slippe billigere end de øvrige lande, men det forventes på den anden side, at det er begrænset, hvor meget der kan lavet om på planerne.
Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri lægger dog ikke skjul på, at byggesektoren kan bidrage med en stor del af de danske CO2-besparelser, hvis der vel at mærke er vilje hos politikerne til at øge indsatsen for energirenoveringer:
Energiforbedring skal tænkes ind som en naturlig del. Så kommer vi billigst til energiforbedringerne.
Direktør Michael H. Nielsen Dansk Byggeri
– Det er ambitiøse mål, der er meldt ud for Danmark med en reduktion på 39 procent frem mod 2030. Men vi kan også betragte det som den vej, vi alligevel skal, fordi vi har en målsætning om at være fri for fossile energikilder i 2050. Skal den ambition indfries, skal vi alligevel i gang. EU’s klimaplan er et skub i den retning, vi selv har sagt, vi gerne vil, siger Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.
Konkurrenceudsat landbrug
Han understreger, at 40 procent af det samlede energiforbrug i Danmark primært anvendes til opvarmning i bygninger:
– Hvis vi omkostningseffektivt forstår at bidrage til energirenovering, kan byggeriet bidrage væsentligt til at nå de opstillede mål for en CO2-reduktion. Også transportsektoren skal bidrage, og det kan blandt andet ske ved en fremrykning af elektrificeringen af jernbanenettet. Dertil kommer, hvor meget landbruget kan belastes. Landbruget er jo i modsætning til bygge- og transportsektoren internationalt konkurrenceudsat, fordi deres varer skal kunne afsættes internationalt, siger Michael H. Nielsen.
De tre B’er
Han understreger, at der altså er tre ben at hente energireduktionen – de tre B’er – biler, bygninger og bønder. I den forbindelse mener han, at byggeriet kan påtage sig en større andel af forpligtelsen, men det er op til politikerne:
– At købe kvoter af andre lande, som der er røster fremme om i regeringen, er kun at købe aflad for noget, vi alligevel skal realisere. Det er bedre at bruge pengene på at realisere den vision, vi alligevel har om i 2050 at være fri for de fossile energikilder. Til at begynde med skal det gøres til en normal procedure, at når man alligevel vedligeholder bygninger, skal der samtidig ske en energirenovering som en integreret del af projektet. Det er i den situation, det kan gøres omkostningseffektivt, forklarer Dansk Byggeris direktør.
40 procent reduktion
Han henviser blandt andet til en analyse foretaget for nylig af Aalborg Universitet, der peger på, at det er muligt omkostningseffektivt at reducere energiforbruget med 40 procent i bygninger:
– Boligejerne har allerede et incitament til at energirenovere gennem den grønne boligjobordning. Det er en tilskudsordning målrettet til at energiforbedre den private bolig. Vi skal energirenovere i forbindelse med eksempelvis tagrenovering eller udskiftnings af vinduerne. Energiforbedring skal tænkes ind som en naturlig del. Så kommer vi billigst til energiforbedringerne, slutter Michael H. Nielsen.