Byggesektor går mod store forandringer

I forbindelse med den store byggekonference i Odense blev en række aktører på byggeområdet bedt om at komme med deres bud på, hvor byggebranchen er henne om ti år.
Branchens aktører ser mange forskellige udfordringer i byggeriet om en årrække - men også nye værktøjer til at løse problemstillinger. Arkivfoto: Torben Jastram.
Branchens aktører ser mange forskellige udfordringer i byggeriet om en årrække - men også nye værktøjer til at løse problemstillinger. Arkivfoto: Torben Jastram.

Sidse Buch fra BAT-kartellet sagde blandt andet, at byggeriet om ti år har udviklet sig til en branche, hvor der samarbejdes på tværs af alle parter i byggeprocessen:

– Der kan blive mangel på arbejdskraft, og derfor skal byggebranchen både tilbyde gode uddannelsespladser og interessante job, så branchen bliver meget mere attraktiv at komme ind i. Vi skal tiltrække de dygtigste lærlinge og ingeniører. Byggeuddannelser skal ses som et afsæt til videre uddannelse og en spændende karrierevej. Vi skal sikre stolthed og faglighed på alle niveauer. Vi skal vise tillid og respekt for, hvad hver især kan byde ind med. Byggearbejdernes viden skal inddrages langt tidligere i projektet, end det sker i dag. De har den praktiske viden og erfaring og ved, hvordan arbejdet skal tilrettelægges, sagde Sidse Buch.

Vi har fået digitale værktøjer, der i dag kan håndtere enorme mængder data. Derfor kan vi fremover med en meget lille indsats regne på mange flere løsninger.

Elly Kjems Hove DI Byg

Digital udfordring

Direktør Henrik Garver fra FRI understregede, at den danske byggebranche om ti år blandt andet har en digital udfordring:

– Vi arbejder i dag med digitale modeller. Om ti år er de digitale modeller baseret på åbne standarder og platforme, så data kan udveksles på tværs. Vi kan som rådgivere levere bygherrernes projekter som digitale modeller ned til mindste detalje. Så kan de dygtige udførende virksomheder lægge modellerne ind i deres arbejdsplatforme og optimere processen. Der ligger store gevinster. En anden udfordring er ressourcemangel i form af kvalificeret arbejdskraft også blandt ingeniører, sagde Henrik Garver, der forudser, at danske rådgivende virksomheder bliver nødt til at trække på ingeniører andre steder i verden.

Han kom også ind på transaktionsomkostningerne, som et problem der skal løses.

Flere løsninger

Elly Kjems Hove fra DI Byg sagde, at både byggebranchen og bygningerne ser anderledes ud om ti år. Det skyldes ikke mindst den stigende adgang til data:

– Vi har fået digitale værktøjer, der i dag kan håndtere enorme mængder data. Derfor kan vi fremover med en meget lille indsats regne på mange flere løsninger. Vi kan fremover få en helt anden transparens gennem hele byggeprocessen, både hvad angår priser og tidsplaner. Og så har vi fået platforme for vidensdeling, som betyder, at alle aktører konkurrerer på en helt anden måde på tværs af sektoren. Det understøttes af den nye Udbudslov, sagde Elly Kjems Hove blandt andet.

Opgør med værdikæde

Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef, Torben Liborius, ser et opgør med den kendte værdikæde. Han gjorde opmærksom på, at cirka 80 procent af samfundets værdier står bundet i bygninger:

– Det tror jeg ikke, der laves om på. Men vi kommer til at se en branche, der vil ændre sig i forhold til, at den i dag har 30 procent ufaglærte, 60 procent faglærte og 10 procent højt uddannede. Andelen af højt uddannede vil være meget større, ligesom kompetenceniveauet hos de øvrige også stiger betydeligt. Vi skal nemlig have intelligente bygninger, der skal indgå i energisystemerne som en integreret del i stedet for bare at sidde for enden og modtage. Vi skal tænke totaløkonomisk i forhold til ressourcefordelingen, sagde Torben Liborius.

Mere teknik

Niels Jørgen Hansen, der er direktør i Tekniq, understregede, at teknikken bliver en stigende del af såvel produkter som processer, og han fortsatte:

– Der er endnu mere teknik i en bygning om 10, 15 eller 20 år. Det kræver, at vi tænker anderledes om at bygge, drive og udvikle en bygning. Installationsbranchen skal lære, at kunderne ikke er interesseret i kabler og i rør, men i indeklima, i optimal drift, i sikkerhed og adgang til effektiv kommunikation. De vil i fremtiden forvente, at man kan udnytte mulighederne for at anvende alle de data, der kan opsamles – lige fra oplysninger om det, der afleveres i klosettet til oplysninger, der bruges til intelligent styring af de energiforbrugende og de energiproducerende anlæg i bygningen, sagde Niels Jørgen Hansen blandt andet.

Overvåger og vedligeholder

Han pegede på, at den tekniske udvikling går så hurtigt, at store dele af de tekniske installationer skal kunne udskiftes eller opdateres med korte mellemrum:

– Kunderne har brug for en samarbejdspartner, der ikke blot installerer, men løbende overvåger, opdaterer, vedligeholder og fornyr installationerne, sagde han videre og slog fast, at da installationer ofte skal fornys og derfor være tilgængelige og lette at ændre og udskifte, skal de ikke ses som en del af bygningen, men som noget bygningen tilføres, når den er færdigbygget:

– Vi vil se byggepladser, hvor en del af arbejder udføres af robotter, og der vil være 3-D printere og andre tekniske nyskabelser, sagde direktøren for Tekniq.

Relateret indhold