Uenighed om energispareordning

Dansk Byggeri og Det Økologiske Råd mener, at der er behov for justering i energispareordningen, men hos Tekniq, installatørernes brancheorganisation er man ikke enig.
Dansk Energi og Det Økologiske Råd argumenterer for, at der skal ske en opdeling af energispareforpligtelsen. Foto: Colourbox.
Dansk Energi og Det Økologiske Råd argumenterer for, at der skal ske en opdeling af energispareforpligtelsen. Foto: Colourbox.

Energiselskabernes energispareordning har med ganske pæn succes eksisteret i flere år. Men ordningen har forandret sig, og står derfor over for nye udfordringer.

Indsatsen som blev aftalt i energiforliget fra 2012 skal fastholdes, men ordningen trænger til et grundigt eftersyn og en række justeringer. Det mener Dansk Byggeri og Det Økologiske Råd.

En opdeling af energispareordningen er en ineffektiv måde at skabe energibesparelser på.

Underdirektør Simon O. Rasmussen Tekniq

Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri og Søren Dyck-Madsen, energikonsulent i Det Økologiske Råd skriver i et notat, at de synes, at ordningen mere ligner en markedsplads for handel med energibesparelser, hvor alle besparelser afregnes til en stadig højere marginalpris. I notatet skriver de bl.a.:

‘En fornuftig fastholdelse af et højt energispareniveau kan presse omkostningerne op i takt med at dyrere besparelser f.eks. de langtidsholdbare renoveringer af bygningers klimaskærm bliver nødvendige – uden at samfundet får nok for pengene.’

Tvinges til fokus

Dansk Energi og Det Økologiske Råd argumenterer i notatet for, at der skal ske en opdeling af energispareforpligtelsen i to markeder – ét marked for billige energibesparelser i ‘Industri’ og ét andet marked for dyrere energibesparelser i klimaskærmen i ‘Bygninger’.

Begrundelsen er, at en opdeling effektivt vil kunne sætte fokus på langtidsholdbare energibesparelser i klimaskærmen. Dermed mener Michael H. Nielsen og Søren Dyck-Madsen, at en opdeling i to separate markeder kan være med til at sænke den samlede omkostning ved fastholdelse af det nuværende aftalte energisparekrav, og sætte mere gang i de dyrere energibesparelser i klimaskærmen. Ifølge de to bliver resultatet af en opdelt energispareordning, at energispareaktørerne på den måde tvinges til at have fokus på aktiviteter, der sikrer realisering af besparelser i begge markeder.

Hos installatørens brancheorganisation Tekniq er underdirektør Simon O. Rasmussen langt fra enig med Dansk Byggeri og Det økologiske Råd i, at det ville være en god ide at dele den nuværende energispareordning op.

– Energisparemidlerne er penge, der er betalt af forbrugerne over elregningen. De skal i overensstemmelse med ordningens formål bruges effektivt og levere energibesparelser billigst muligt, siger han.

Risiko for mindre effektivitet

Simon O. Rasmussen mener ikke, at midlerne skal understøtte udskiftning af vinduer mere end f.eks udskiftning af belysning, når det ikke er mere omkostningseffektivt.

– Der skal tages højde for, at der er forskel i energibesparelsers levetid, men det forhold er allerede udlignet gennem prioriteringsfaktorerne fastsat af Energistyrelsen. En ændring af den balance vil favorisere bestemte typer arbejder og vil lede til at vi får udført mindre effektive tiltag, fastslår han.

Simon O. Rasmussen mener, at ideen om at opdele markedet i to grupper, hvor én er forbeholdt klimaskærm og én anden skal virke for alle andre energibesparelser vil føre til en situation, hvor klimaskærmsarbejder ikke er i konkurrence med andre energibesparelser. Han siger afslutningsvis:

– En opdeling af energispareordningen er en ineffektiv måde at skabe energibesparelser på og medfører kun at forbrugerne skal overbetale for energibesparelser, de kunne være kommet billigere til.

Relateret indhold