Ineffektive kommuner koster 28 milliarder årligt

Blev Brønderslev Kommune drevet lige så godt som Frederiksberg, kunne hver indbygger slippe 9.926 kroner billigere i skat om året. Det viser beregninger fra CEPOS.
Der er stor forskel på prisen på det kommunale serviceniveau fra kommune til kommune. Foto: Colourbox.
Der er stor forskel på prisen på det kommunale serviceniveau fra kommune til kommune. Foto: Colourbox.

Om undersøgelsen

  • Kommunepotentialet beregnes ved at sammenholde kommunens serviceniveau – altså penge brugt på at levere de kommunale serviceydelser – med det servicebehov, som hvert år defineres af Økonomi- og Indenrigsministeriet. Serviceniveauet angiver således forholdet mellem kommunens faktiske udgifter og de udgifter, der kan forklares ud fra kommunens udgiftsbehov, som følger af kommunens aldersmæssige og socioøkonomiske sammensætning.

CEPOS har offentliggjort den årlige opgørelse af de 98 kommuners omkostningseffektivitet og beregnet, hvor meget henholdsvis kommuner og hver borger kunne spare årligt, hvis deres kommune blev drevet lige så godt som den bedste.

I den seneste opgørelse, der er udarbejdet på grundlagt af regnskabstal fra 2014, er Frederiksberg Kommune den mest omkostningseffektive, mens Brønderslev er den mindst omkostningseffektive. Blev Brønderslev Kommune drevet lige så godt som Frederiksberg, kunne Brønderslevs skatteborgere spare 354 millioner kroner om år, og hver indbygger slippe 9.926 kroner billigere i skat om året.

… der er et betydeligt effektiviseringsbehov i de danske kommuner.

Forskningschef Henrik Christoffersen CEPOS

Stigning på tre milliarder

På landsplan kunne de danske kommuner spare knap 29 milliarder kroner om året. Det er en stigning på mere end tre milliarder kroner siden sidste års opgørelse.

– Kommunepotentialet er en tydelig indikator på, at der er et betydeligt effektiviseringsbehov i de danske kommuner. Udviklingen fra sidste år peger samtidig på, at dette er en problematik, der vokser i omfang og alvor, siger forskningschef i CEPOS Henrik Christoffersen.

Ingen lighedstegn

Ifølge forskningschefen bør det understreges, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem god og dyr kommunal service:

– Ved at sammenligne borgernes generelle tilfredshed med den kommunale service, kan man se, at der ikke er nogen sammenhæng mellem et højt serviceniveau og høj tilfredshed. I den seneste undersøgelse af borgernes tilfredshed på Frederiksberg var tilfredshedsscoren mellem 50 og 75 – med 0 som den laveste og 100 som den højeste. Tilfredsheden ligger med andre ord generelt højt i den kommune, der er mest omkostningseffektiv i sin leverance af service, siger Henrik Christoffersen videre.

Danmarkskort med tal for alle landets kommuner kan ser her.

Relateret indhold