Erhvervsuddannelser truet af besparelser

Det er skolernes egen vurdering, at besparelserne vil få betydelige konsekvenser for udmøntningen af erhvervsskolereformen.
- Det har stor betydning for mange unges valg af uddannelse, at der ikke er for langt til uddannelsesstedet, og derfor kan nedlæggelse af uddannelsessteder være med til yderligere at ramme tilgangen til erhvervsuddannelserne, siger Enhedslistens erhvervsskolerordfører Jakob Sølvhøj. Foto: Colourbox
- Det har stor betydning for mange unges valg af uddannelse, at der ikke er for langt til uddannelsesstedet, og derfor kan nedlæggelse af uddannelsessteder være med til yderligere at ramme tilgangen til erhvervsuddannelserne, siger Enhedslistens erhvervsskolerordfører Jakob Sølvhøj. Foto: Colourbox

Af Dan Bjerring

Danske Erhvervsskoler skal ligesom resten af uddannelsessektoren svinge sparekniven, men nu advarer Enhedslistens erhvervsskolerordfører Jakob Sølvhøj mod besparelser på netop erhvervsskoleområdet.

Gennemføres de foreslåede besparelser, vil det betyde røde tal på bundlinjen hos erhvervsskolerne, og det vil true erhvervsuddannelsesreformen.

Jakob Sølvhøj{break}Enhedslistens erhvervsskolerordfører

– Gennemføres de foreslåede besparelser, vil det betyde røde tal på bundlinjen hos erhvervsskolerne, og det vil true erhvervsuddannelsesreformen. Vi har i de seneste uger kunnet læse om erhvervsskoler, der påtænker at opsige medarbejdere. Opsigelsen af underviserne skyldes i høj grad, at de nye optagelseskrav har betydet, at over 2.000 ansøgere er blevet afvist. Med de planlagte besparelser vil skolernes situation forværres yderligere. Det er helt uden sammenhæng med målsætningen om at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive og få flere unge til at søge ind på uddannelserne, siger Jakob Sølvhøj til Dagens Byggeri.

Rammer yderområder

Samtidig mener han, at besparelser kan gå ud over uddannelsernes geografiske dækning, idet man med færre elever og dårligere økonomi kan have svært ved at opretholde uddannelsessteder i yderområderne.

– Det har stor betydning for mange unges valg af uddannelse, at der ikke er for langt til uddannelsesstedet, og derfor kan nedlæggelse af uddannelsessteder være med til yderligere at ramme tilgangen til erhvervsuddannelserne. Det er skolernes egen vurdering, at besparelserne vil få betydelige konsekvenser for udmøntningen af erhvervsskolereformen. Det giver ikke implementeringen af erhvervsskolereformen en god start at skære i budgetterne. Det virker tosset at skære på erhvervsuddannelserne, når man nu har en ambition om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en erhvervsskoleuddannelse. Der mangler vi fortsat 5-7 procent, siger Jakob Sølvhøj videre.

Lavere udgifter

Han peger også på, at udgifterne til elever på erhvervsuddannelserne er meget lavere end udgifterne til elever på gymnasierne.

– Derfor bør man gå den anden vej i stedet for at spare. Der er brug for at skrue på taksterne til fordel for erhvervsskolerne, så de i højere grad sidestilles med de gymnasiale uddannelser. Nu gør man i stedet det modsatte. Derfor har jeg indkaldt undervisningsministeren til et samråd for at få præciseret, hvor nedskæringerne rammer, og hvad konsekvenserne bliver, siger Jakob Sølvhøj, der savner reaktioner fra erhvervslivets organisationer i forhold til de planlagte nedskæringer på erhvervsvskolerne.

– Det ville være godt, hvis de lader deres røster høre meget tydeligt. Det vil være til stor gavn i den politiske proces. Der er erhvervsskoler i det vestjyske, hvor jeg er valgt, der allerede er begyndt at opsige et betydeligt antal lærere. Det, risikerer vi, bliver endnu værre, hvis besparelserne går igennem. Det går simpelthen ikke at skære i erhvervsskoleuddannelserne, når man lige har lavet en stor erhvervsuddannelsesreform, slutter Jakob Sølvhøj.

Relateret indhold