Der kan spares millioner på det varme vand i kontorbygninger

Forsyningsselskabet Hofor vurderer, at der kan spares millioner på varmeregningerne rundt om i de store kontorejendomme ved at skrue ned for det varme vand uden for normal kontortid.
Alene i København er der ifølge Hofor 30 millioner kroner at spare om året, hvis man lukker for det varme vand i kontorbygningerne om natten. Foto: Colourbox.
Alene i København er der ifølge Hofor 30 millioner kroner at spare om året, hvis man lukker for det varme vand i kontorbygningerne om natten. Foto: Colourbox.

Energitab i København

  • Hofor leverer fjernvarme til hele København, og kigger man på de 3.800 større handels- og kontorejendomme i byen, udgør det årlige varmeforbrug omkring 1 million MWh. Det svarer til varmeforbruget i mere end 55.000 parcelhuse. I disse bygninger går typisk 10 til 20 procent af varmeforbruget til at opvarme det varme brugsvand. Ofte ser Hofors energirådgivere, at op mod 80 procent af energiforbruget spildes på varmetab. Det svarer til, at der spildes penge for op mod 80 millioner kroner om året i de større ejendomme i København.

I de fleste større kontorbygninger slukker lyset automatisk, når medarbejderne er gået hjem, og på den måde spares der masser af energi. Men vandrørene får ikke lov at holde fri frem til næste arbejdsdag. Det varme vand pumper rundt i systemet natten lang, så der hele tiden er vamt vand i hanerne i alle husets håndvaske. Det er dyrt på varmeregningen og spild af energi og penge, mener man hos Hofor, der vurderer, at der er mange penge at spare i de store kontor- og handelsejendomme, idet omkring 20 procent af den årlige varmeregning går til at sikre varmt vand i hanen.

– Er der egentlig behov for at have varmt vand i hanerne i firmaets håndvaske døgnet rundt – det er et godt spørgsmål at stille sig selv, hvis man vil spare penge på varmeregningen, siger Jimmi Eiberg Jensen fra Hofor i en pressemeddelelse fra Bygningsstyrelsen.

Er der egentlig behov for at have varmt vand i hanerne i firmaets håndvaske døgnet rundt?

Jimmi Eiberg Jensen Projektleder, Hofor

Let at spare

I kontorbygninger ses ofte et stort energispild til at sikre varmt vand i hanerne. Forbruget er nemlig ofte relativt lille, men der bruges megen energi på at holde vandet varmt døgnet rundt. En oplagt indsats for at spare på energien er derfor at slukke helt for cirkulationspumpen uden for normal kontortid eller lave mindre ændringer, så der kun er cirkulation til eksempelvis kantine og omklædning. Alene ved at halvere driftstiden på cirkulationspumperne til det varme brugsvand, skønner Hofor, at der kan hentes op mod 30 millioner kroner i besparelse om året i København.

Kan løses med et ur

– I langt de fleste ejendomme kan man slukke for det varme vand via styringen eller simpelthen ved at sætte en timer til cirkulationspumpen, lyder det fra driftsansvarlig Bjarne Sigvard Petersen fra Bygningsstyrelsen, som har set resultater af en sådan indsats i flere af statens bygninger.

Bygningsstyrelsen har blandt andet optimeret styringen af det varme brugsvand i en stor kontorbygning på 4.400 kvm.

– Det har i det tilfælde betydet en årlig besparelse på ca. 50 procent på varmen til det varme vand, svarende til 130.000 kroner, lyder det fra Bjarne Sigvard Petersen.

Lav sommertjek

I løbet af sommeren, mens fjernvarmeanlægget er lukket i de store ejendomme, har ejere og -administratorer en unik mulighed for at måle deres energiforbrug til opvarmning af ejendommens vand.

– Når der er lukket for varmen i radiatorerne, er det eneste energiforbrug, som registreres på varmemåleren, det, som går til at give ejendommen varmt vand i hanerne. Det er derfor om sommeren, man kan se ejendommens forbrug til opvarmningen af det varme vand. Man kan også løbende se resultatet af spareindsatsen på måleren. Har man etableret energistyring, bliver det endnu tydeligere, hvilke indsatser og tiltag, der giver resultater, siger Jimmi Eiberg Jensen, som har yderligere et forslag, der kan spare endnu flere penge på varmeregningen:

– Ved håndvaske på toiletter eller i tekøkkener, hvor folk alligevel tit ikke venter på, at der kommer varmt vand i hanen, kan man overveje at lukke helt for det varme vand. Det betyder ikke noget i forhold til den antibakterielle effekt af at vaske hænder.

Relateret indhold