I starten af ugen kunne den nye transport- og bygningsminister, Hans Christian Schmidt konstatere, at EU bød ham velkommen i jobbet ved at give ham en milliardstor hovedpine. Det skete, da Europa-Kommissionen meddelte, at Femern Bælt-forbindelsen får EU-støtte for perioden 2016-2019 på knap 4,4 mia. kr. – omtrent halvdelen af, hvad den danske stat havde regnet med. Transportministeren kaldte derfor forligskredsen (V, DF, LA, K, S, SF og R) sammen, og den udtrykker nu bekymring over, at EU-støtten kun er på det halve af, hvad der er forudsat i projektets seneste finansielle analyse.
– Jeg og forligskredsen finder det bekymrende, at Europa-Kommissionen ikke har tildelt højere støtte til dette store og vigtige projekt, der vil skabe vækst og arbejdspladser og binde Europa sammen. Jeg vil gøre mit til, at vi får så meget EU-støtte som overhovedet muligt. Vi skal også have styr på, hvad tidshorisonten for den tyske myndighedsgodkendelse betyder for, hvor meget af den tildelte støtte vi faktisk har mulighed for at udnytte, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.
Jeg og forligskredsen finder det bekymrende, at Europa-Kommissionen ikke har tildelt højere støtte til dette store og vigtige projekt, der vil skabe vækst og arbejdspladser og binde Europa sammen.
Hans Christian Schmidt{break}Transport- og bygningsminister
Holder fast i planen
Forligskredsen har besluttet at holde fast i den beslutningsproces, der er anført i anlægsloven fra april, herunder den i maj aftalte forlængelse af anlægsperioden til medio 2024. Det indebærer, at forligspartierne til efteråret vil mødes igen for at tage stilling til projektets videre forløb på baggrund af både den tildelte støtte fra EU, nye priser fra entreprenørerne og en status for den tyske myndighedsgodkendelse.
Men transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt vil omgående arrangere møder med de ansvarlige aktører, både på EU-plan i Bruxelles, i Tyskland og med Femern A/S herhjemme.
– Projektet er i en afgørende fase nu og kræver fuldt fokus. Det nytter ikke at sidde på hænderne og håbe på, at problemerne forsvinder af sig selv. Jeg vil nu både tage kontakt til transportkommissæren og delstatsregeringen i Kiel og herhjemme til Femern A/S for at få sat en række møder op, siger Hans Christian Schmidt.