Ny beskæftigelsesminister er modstander af sociale klausuler

Enhedslisten frygter, at indsatsen mod social dumping ikke videreføres af den nye regering med tidligere DA-direktør som beskæftigelsesminister.
Finn Sørensen fra Enhedslisten frygter, at indsatsen mod social dumping står langt nede på den nye regerings prioriteringsliste. Pressefoto.
Finn Sørensen fra Enhedslisten frygter, at indsatsen mod social dumping står langt nede på den nye regerings prioriteringsliste. Pressefoto.

Enhedslistens ordfører mod social dumping, Finn Sørensen, er vred over, at regeringsgrundlaget ikke nævner en fortsat indsats mod social dumping med ét ord. Han efterlyser derfor, at Dansk Folkeparti vil være med til at presse Lars Løkke Rasmussen på det punkt.

Det kan dog blive svært at få regeringen med på en yderligere indsats mod social dumping, efter man har udnævnt den tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, som beskæftigelsesminister.

Det store spørgsmål er, om Dansk Folkeparti vil udfordre statsministeren og presse ham til en indsats imod social dumping.

Finn Sørensen Enhedslisten

– Under valgkampen bedyrede Venstre, at de skam også var modstandere af social dumping, men det er ikke nævnt med ét ord i regeringsgrundlaget. Alt, hvad der blev plads til, var en formaning til udenlandske virksomheder om at overholde reglerne på det danske arbejdsmarked. Men al erfaring viser, at formaninger ikke er nok. Der står altid grådige arbejdsgivere parat til at importere billig arbejdskraft fra Østeuropa, og de skal holdes i kort snor og straffes hårdt, når de overtræder reglerne, siger Finn Sørensen.

Mere af samme slags

Han advarer om, at Venstre i stedet for at dæmme op for social dumping åbner for mere social dumping.

– Regeringsgrundlaget lover direkte at sikre danske virksomheder lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft. Det er heller ikke tilfældigt, at Lars Løkke Rasmussen har udnævnt en tidligere direktør i DA som beskæftigelsesminister. Den nye minister er som bekendt erklæret modstander af arbejdsklausuler og kædeansvar, så fagbevægelsen må være meget på vagt over for, at han ikke forsøger at rulle de forbedringer tilbage, vi allerede har nået. Det store spørgsmål er, om Dansk Folkeparti vil udfordre statsministeren og presse ham til en indsats imod social dumping, siger Finn Sørensen.

Kan løses

Han peger på, at det kan gøres, hvis Enhedslisten og Socialdemokraterne er med på det.

– Men vil DF leve op til deres valgløfter og presse Lars Løkke Rasmussen, eller vil de frede ham, fordi det er vigtigere for Dansk Folkeparti at lave asociale stramninger over for flygtninge, indvandrere og fattige i den 3. verden end at sikre et effektivt værn for danske løn- og arbejdsvilkår, spørger Finn Sørensen, der i øvrigt også undrer sig over, at SF og Alternativet har sagt ja til en ny Boligjobordning.

– Det er selvfølgelig fint, hvis en del af fradraget i 2016 og 2017 bliver målrettet grønne forbedringer. Det fremgår dog ikke konkret af aftalen, hvori det grønne består. Det ændrer heller ikke på, at Boligjobordningen er socialt skæv, mener Enhedslistens ordfører, som peger på, at ordningen først og fremmest bruges af de mest velhavende boligejere.

Relateret indhold