Danske Malermestre: Nyt håndværkerfradrag er en elitær og markant forringelse

Ny Boligjobordning er til gavn for de bedrestillede danskere, som har råd til at skifte vinduer ud eller reparere og isolere taget, mener Danske Malermestre.
Den nye Boligjobordning ekskluderer malerarbejde til stor fortrydelse for Ole Draborg, direktør i Danske Malermestre. Foto: Kirsten Bille.
Den nye Boligjobordning ekskluderer malerarbejde til stor fortrydelse for Ole Draborg, direktør i Danske Malermestre. Foto: Kirsten Bille.

Lige så glad og tilfreds, direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre var, da han erfarede, at regeringen ville genindføre håndværkerfradraget med tilbagevirkende kraft, lige så dybt skuffet blev han, da selvsamme regering indgik en aftale med venstrefløjen, der fremover udelukker malerarbejde fra Boligjobordningen.

Han peger på, at målet med ordningen også er at forvandle sort arbejde til hvidt, samtidig med at man opnår en målbar jobeffekt, og derfor er netop malerbranchen den oplagte deltager i Boligjobordningen, og han betragter beslutningen om at udelukke malerarbejde som et resultat af manglende politisk viden om, hvad der foregår uden for Christiansborgs tykke mure.

Nu laver man en meget mere elitær ordning for de bedrestillede danskere, som har råd til at skifte vinduer ud eller reparere og isolere taget.

Ole Draborg Direktør, Danske Malermestre

Klar virkning

– Jeg har svært ved at se, hvordan malerarbejde kan komme ind under en mere grøn anvendelse af håndværkerfradraget – det skulle da lige være facademaling ved udvendig isolering og den slags. Boligjobordningen har klart haft en virkning i forhold til sort arbejde og skabt arbejdspladser i yderområderne for malerbranchen. Nu laver man en meget mere elitær ordning for de bedrestillede danskere, som har råd til at skifte vinduer ud eller reparere og isolere taget. Malerarbejde er et meget løntungt fag, og derfor har både de mennesker, der gjorde brug af ordningen, og malerbranchen haft stor gavn af Boligjobordningen. Nu vil politikerne så prøve at definere, hvad der er energivenligt, og hvad der falder på den forkerte side af “stregen”. Det bliver svært, siger Danske Malermestres direktør til Dagens Byggeri.

Både til højre og venstre

Ole Draborg mener, at forliget med Alternativet, SF, De Konservative og Dansk Folkeparti er et bevis på, at Danmark har fået en mindretalsregering, som “i den grad er nødt til at kigge både til højre og venstre side i Folketingssalen for at gennemføre sin politik”:

– Nu må vi så forsøge at få politikerne til at lave beslutningen, om at holde malerarbejde ude af ordningen, om inden nytår, eller også må malerarbejde i det mindste på linie med eksempelvis rengøring være omfattet af hjemmeserviceordningen, som er en del af forliget. Men en beløbsgrænse på 6.000 kroner er næsten uinteressant. Derfor er der set fra Danske Malermestres side alene tale om en markant forringelse af Boligjobordningen, slutter Ole Draborg.

Dagens Byggeri har forsøgt at få en kommentar fra finansminister Claus Hjorth Frederiksen, men han er ikke vendt tilbage.

Relateret indhold