Konferencen RESPONSI:BUILD fandt sted i onsdags, og det blev en dag med højt og fagligt fokus på ansvarligt byggeri. Bag arrangementet stod FSC Danmark, og derfor var der et naturligt fokus på især anvendelsen af bæredygtigt træ i den danske byggebranche.
RESPONSI:BUILD blev åbnet af Lasse Puertas Navarro Olsen, rådmand for Energi- og Miljøforvaltningen i Aalborg Kommune, og han benyttede lejligheden til at bruge hans egen kommune som et positivt eksempel på en progressiv stillingtagen til bæredygtighed.
Vi ved jo alle, at vi har en forpligtelse over for vores natur og vores efterkommere til at finde bæredygtige løsninger. En forpligtelse, som også indebærer et samfundsansvar i byggebranchen.
Lasse Puertas Navarro Olsen, rådmand for Energi- og Miljøforvaltningen i Aalborg Kommune.
– Arrangementet i dag er en del af Aalborg Bæredygtighedsfestival. En festival, som der er rigtig mange, der støtter op om. Det er jeg super glad for og stolt over. For det viser, at vi i Aalborg Kommune står sammen om den grønne omstilling. Og at vi er allerede godt på vej mod at blive en endnu mere bæredygtig kommune, sagde han i sin åbningstale.
Forpligtelse
Hans pointe var blandt andet, at bæredygtighed handler om at se på byggeriet med nye øjne. At tænke i nye og – eksempelvis mindre kendte tropiske træsorter – også i dansk byggeri, og i det hele taget fremme løsninger med et langsigtet perspektiv.
– Vi ved jo alle, at vi har en forpligtelse over for vores natur og vores efterkommere til at finde bæredygtige løsninger. En forpligtelse, som også indebærer et samfundsansvar i byggebranchen, sagde han på konferencen.
Det ansvar har han selv været med til at tage i Aalborg Kommune.
– Som politiker er jeg med til at stille krav til de nye byggerier, vi opfører i Aalborg Kommune.
Vi ved jo alle, at regnskovene er hårdt ramt af skovhugst. Og at vi kan blive endnu bedre til at vælge materialer, som gør langt mindre skade på vores klode. Men faktisk er vi i Aalborg allerede godt på vej til at skåne miljøet takket være vores meget ambitiøse klimastrategi. En strategi, som ikke går på kompromis med bæredygtigheden, sagde han.
Ambitiøs klimastrategi
To af nøgleordene i klimastrategien er “forebyggelse” og “tilpasning”.
– I Aalborg Kommune tager vi med andre ord et medansvar for de globale klimaudfordringer. Det gør vi blandt andet ved at reducere kommunens energiforbrug i forbindelse med ny- og ombygninger. I klimastrategien har der siden 2012 været stillet mere ambitiøse krav, end det gældende bygningsreglement foreskriver. Det betyder, at vi allerede fra 2012 havde lavenergikrav 2015 i vores bygninger. Og at vi faktisk nu har lavenergikrav 2020 i vores byggerier, forklarede Lasse Puertas Navarro Olsen.
Kommunen arbejder desuden på en helt ny manual for bæredygtigt byggeri. En manual, der senere på året skal behandles i byrådet.
– Jeg håber, at vi politisk kan blive enige om at få fastlagt et fornuftigt bæredygtighedsniveau for vores fremtidige byggeri. Det gælder både, når vi snakker nybyggeri. Men også ved de renoveringer, ombygninger og vedligeholdelser, som vi har flest af. Bæredygtighedsmanualen fungerer som et værktøj for vores egne bygherrerådgivere og er samtidig en inspiration for private bygherrer, sagde rådmanden.
Manualen bygger primært på principperne i DGNB, men den er samtidig inspireret af andre internationale byggestandarder.
– Vi kunne også have rullet DGNB-standarden ud på alt vores byggeri. Men ved renoveringer og vedligeholdelser har vi behov for et konkret værktøj. Et værktøj, der helt ned på bygningsdels- og komponentniveau, kan anvise de mest bæredygtige løsninger. Vel at mærke uden at vi skal i gang med en egentlig certificering. Og der er ingen tvivl om, at det er en stor fordel for alle, at rådgivere, entreprenører og bygherrer kender kommunens krav, allerede når de byder på opgaverne.
Bæredygtigt træ
Hvad angår bæredygtigt træ, lægger kommunen i manualen op til, at de følger DGNB’s krav om, at 90 procent af træet i en bygning er FSC- eller PEFC certificeret.
– Samtidig anbefaler vi, at det træ, der bliver anvendt på byggepladsen, også er certificeret. Og det skal entreprenøren kunne dokumentere, fastslog Lasse Puertas Navarro Olsen.