Det kommer ikke bag på Enhedslistens ordfører mod social dumping, Henning Hyllested, at Baltic Workforce tilbyder arbejdskraft i byggesektoren til 135 kroner i timer – “all inclusive”.
Han siger til Dagens Byggeri, at “der i høj grad er tale om social dumping og kreativ omgåelse af alle mulige regler”:
Sagen viser også, at det er håbløst, når regeringen vil ødelægge Skats muligheder for at gå ind på ejendomme og kontrollere, om der arbejdes ulovligt.
Henning Hyllested, Enhedslistens ordfører mod social dumping.
– Det gælder især overenskomster med arme-ben firmaer. Det skal man gøre noget ved, og det er først og fremmest fagbevægelsen, der skal komme efter dem. Det har de forsøgt i mange år, men Baltic Workforce opererer især på meget små byggepladser, og deres arbejdere forsvinder ofte, når fagbevægelsen viser sig. Det viser klart, at der er tale om “ugler i mosen”. Der går folk til langt under overenskomstens satser, siger Henning Hyllested til Dagens Byggeri.
Håbløst
Han benytter lejligheden til at lange kraftigt ud efter skatteminister Karsten Lauritzens initiativ, der skal forhindre Skat i at gå ind på privat grund uden dommerkendelse:
– Sagen viser også, at det er håbløst, når regeringen vil ødelægge Skats muligheder for at gå ind på ejendomme og kontrollere, om der arbejdes ulovligt. Typisk den slags byggepladser, som Baltic Workforce arbejder på. Det må ikke forringe indsatsen mod social dumping, at regeringen vil “holde retssikkerheden i hævd”. Social dumping truer hele det danske arbejdsmarked og den danske model med at bryde sammen. Det er jo for at tjekke et firma – ikke ejerne af ejendommen – at Skat kan gå ind på privat ejendom, siger Henning Hyllested.
Nej til norsk model
Han vil dog ikke indføre eksempelvis den norske lovgivning på arbejdsmarkedsområdet. I Norge ophøjer politikerne de indgåede overenskomster til lov:
– Det er vi bestemt ikke tilhængere af. Den danske model har gennem mange år vist sin styrke, og det vil vi holde fast ved. Men man er nødt til ved siden af gennem myndighederne at give fagbevægelsen og de firmaer, der overholder reglerne, nogle redskaber. Det er jo det, vi sammen med den tidligere regering gjorde, men det er typisk for den borgerlige regering, at de redskaber vil den rulle tilbage. Det gælder også reglerne omkring skiltning på byggepladser med hvilke virksomheder, der arbejder på stedet, så man kan identificere dem. Det forringer myndighedernes mulighed for at bekæmpe social dumping, mener Hening Hyllested.