Sønderborg har sat sig som mål at være CO2-neutralt i 2029. Omstillingen drives af ProjectZero, der er et offentlig privat partnerskab. På nuværende tidspunkt har Sønderborg skåret 25 procent af CO2-udledningen, og det har Haiyan-regionen i Kina noteret sig.
Sønderborg og Haiyan underskrev i slutningen af 2013 en udviklingsaftale, der sammen med Sønderborgs grønne profil er begyndt at kaste store muligheder af sig. Således arbejder ingeniør Torben Esbensen fra Ingeniørfirmaet Torben Esbensen på en ny bæredygtig bydel på 60.000 kvm i Haiyan kaldet Danish Zero Carbon Street. Bydelen er et downtown-område, der dels skal energirenoveres, dels nybygges.
Kommer vi med i det næste projekt, giver det store muligheder for, at danske firmaer kan levere ydelser og produkter.
Poul Valdemar Nielsen Direktør, CD Link
Nyt projekt på vej
Torben Esbensen har for nylig sendt de første udkast af bydelen af sted til Haiyan i Kina, og hvis alt går godt, er projektet klart inden for kort tid.
– Vi ser på, hvordan husene skal bygges, og hvordan energiforsyningen til området skal være. Vi kigger på vandforsyning, affaldshåndtering og trafik, siger Torben Esbensen til DR.
Designet af bydelen bliver færdigt i løbet af 2015, og herefter skal der bygges endnu en bæredygtig bydel i Haiyan. Den skal være et nationalt demonstrationsprojekt for bæredygtig byudvikling og bliver 12 kvadratkilometer stor. Bydelen forventes at være opført i 2030.
– Hvis vi får lavet det første projekt på en god og ordentlig måde, så håber vi at komme med på det næste projekt også, siger Torben Esbensen.
Energihus åbner i år
Derudover åbner det danskinspirerede Zerohouse også i Haiyan i år. Bygningen skal demonstrere, at det kan lade sig gøre at bygge et hus, der producerer mere energi, end det forbruger. Der er i huset anvendt teknologi og materialer fra Danfoss, Grundfoss, Rockwoll og Velux, og også her har Ingeniørfirmaet Torben Esbensen været rådgiver på opgaven, mens Signal Arkitekter har bidraget med design af udstilling og kontorfaciliteter.
Hvis Sønderborg får opgaven, vil det åbne dørene for flere danske virksomheder, der gerne vil ind på det kinesiske marked, mener Poul Valdemar Nielsen.
Han er direktør i konsulentvirksomheden CD Link og virker som Sønderborg Kommunes konsulent på udviklingsaftalen mellem Haiyan og Sønderborg.
– Kommer vi med i det næste projekt, giver det store muligheder for, at danske firmaer kan levere ydelser og produkter, siger han.
Gigantisk urbanisering
Det er den massive urbanisering i Kina, der får landet til kigge nærmere på nye typer af byer. I dag bor halvdelen af den kinesiske befolkning i byerne, men målsætningen er at hæve det tal til omkring 80 procent i 2030 og dermed bringe landet på linie med andre industrialiserede lande. Det betyder, at der skal gøres plads til yderligere 270 mio. mennesker i byerne i løbet af de næste 15 år, og det giver store udfordringer – både hvad angår boliger og sikring af energiforsyingen.
I Sønderborg opfordrer man andre danske virksomheder til at tage del i vækstmulighederne i Kina.
– Vi er nu i gang med vores andet projekt og derfor godt på vej til at vækste på det kinesiske marked. Vi håber derfor, at andre danske virksomheder vil benytte sig af vores erfaringer for at etablere sig her i Haiyan, siger Torben Esbensen.