Aarhus-forstad får container-vartegn

Aarhus-forstaden Gellerup, der i disse år gennemgår store forandringer, får et særpræget informationscenter.
Alle materialer er genanvendelige og kan ved nedtagning genbruges i andre projekter. Illustration: Arkitema Architects.
Alle materialer er genanvendelige og kan ved nedtagning genbruges i andre projekter. Illustration: Arkitema Architects.

Aarhus-forstaden Gellerup skal have et informations- og aktivitetscenter, hvor alle aarhusianere og andre interesserede kan hente viden og komme i dialog om et af byens største forandringsprojekter. Centeret bliver ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune et markant arkitektonisk pejlemærke.

Et bedømmelsesudvalg har valgt et forslag fra Enemærke & Petersen, som har sat tegnestuen Arkitema på opgaven sammen med ingeniørfirmaet Viggo Madsen. Det er der kommet en cirkelrund bygning ud af med et karakteristisk rødt tag. Kernen i bygningen dannes af ombyggede skibscontainere, der lige som cirklen er malet i en markant rød farve. Med på holdet har også været en arkitektstuderende, som med vinderforslaget fra en tidligere konkurrence blandt studerende har leveret grundidéen til designet. Vinderforslaget er en opsigtsvækkende og synlig konstruktion, som set oppefra og fra de omkringliggende blokke med sin form og farve minder om den røde cirkel på et kort, der hjælper én med at finde vej.

Vores kommende informations- og aktivitetscenter giver et fantastisk afsæt for dialogen om at skabe en international bydel for hele Aarhus.

Ole Bech Jensen Projektchef, Brabrand Boligforening

Synlighed og tilgængelighed

– Vi ønsker at stå for en åben og ærlig kommunikation, ikke mindst over for beboerne, hvis daglige liv bliver påvirket af Helhedsplanen. Men også over for omverdenen. Med vores kommende informations- og aktivitetscenter bliver vi både synlige og tilgængelige. Det giver et fantastisk afsæt for dialogen om at skabe en international bydel for hele Aarhus, siger projektchef Ole Bech Jensen fra Brabrand Boligforening.

Centret etableres i et Offentligt-Privat Innovationspartnerskab (OPI), som er en forholdsvis ny form for offentligt-privat samarbejde, hvor begge er udviklingspartnere, der i et samarbejde udforsker og udvikler nye innovative løsninger.

De fysiske forandringer i Helhedsplan Gellerup/Toveshøj bliver mere og mere synlige dag for dag, og området vil i de næste år være under konstant forandring og udvikling. Midt i al forandringen skal informationscenteret ligge som et omdrejningspunkt for områdets aktiviteter i de kommende år. Aarhus Kommune bemander også kontoret, lige som kommunens beboersamarbejde også vil have sin base dér.

Informations- og aktivitetscentret skal fungere som præsentationsrum for Helhedsplanen og vil blandt andet få en fysisk model af området opstillet. Der bliver desuden en café og et sceneområde både indenfor og udendørs, som kan bruges til fx debat- eller kulturelle arrangementer.

Det er planen, at informations- og aktivitetscenteret skal slå dørene op til oktober.

Informationscenteret bliver placeret tæt på Gellerupbadet, foreløbig for en treårig periode. Illustration: Arkitema Architects.
Informationscenteret bliver placeret tæt på Gellerupbadet, foreløbig for en treårig periode. Illustration: Arkitema Architects.

Relateret indhold