Flere projekter rundt om i verden har allerede cementeret, at det kan lade sig gøre at lave bygninger ved hjælp af 3D-print, hvor blandt andet beton som materiale tegner sig for et stort potentiale.
Nu har det amerikanske universitet UC Berkeley tilføjet endnu et kapitel til 3D-printets historie gennem en meget særpræget pavillon, som er den hidtil største pulverbaserede betonkonstruktion fra en 3D-printer til dato. Det skriver universitetet på sin hjemmeside.
Det er Ronald Rael, professor i arkitektur, der sammen med en håndful studerende har stået for projektet, der i øvrigt også er støttet af thailandske Siam Research and Innovation Co. Ltd. (SRI) samt Thailands største cementproducent, Siam Cement Group (SCG).
Verdensturne
Konstruktionen har fået navnet Bloom, og den måler omkring 12 gange 12 fod i grundfladen, mens højden er på ni fod. Bloom er bygget op af flere printede elementer, som efterfølgende er boltet sammen. En af de muligheder, 3D-printere giver, er at skabe unikke mønstre i konstruktionen, hvilket man også kan se i det aktuelle projekt.
Efter den første fremvisning er det meningen, at pavillonen skilles ad igen og sendes på verdensturne. Første stop bliver Thailand ved SRI, hvor den skal udstilles nogle måneder, og herefter går turen videre rundt i verden.