Da Altan.dk tilbage i november underskrev en købsaftale på en otte hektar byggegrund i Nicaragua, var det startskuddet til virksomhedens hidtil største CSR-satsning.
Altanfirmaet har tidligere været involveret i en række CSR-projekter i Afrika, hvor virksomheden bl.a. har bygget en skole, et børnehjem, et sundhedshus og en efterskole. I Nicaragua er byggeprocessen blot en lille del af en vision om at løfte lokalområdet med en iværksætterskole, der kan støtte de lokale ildsjæle til at blive selvstændige.
Den store interesse for projekterne bekræfter os selvfølgelig i, at det at deltage i vores CSR-projekter er med til at skabe nogle gode ambassadører blandt vores medarbejdere.
Adm. direktør Casper Knudsen Altan.dk
Samtidig er projektet et eksempel på, hvordan Altan.dk sætter en helt ny standard for CSR-arbejde i byggebranchen.
– Vi har tidligere deltaget i en række CSR-projekter, men i Nicaragua vil vi gerne være ejere på projektet og være med helt fra start. Det er ambitiøst og koster os selvfølgelig en masse arbejde, men det er samtidig med til at sikre, at vi er 100 procent involveret i projektet og dets udvikling, siger administrerende direktør Casper Knudsen i Altan.dk, og tilføjer:
– I løbet af det seneste halve år har vi samarbejdet med en række frivillige og 13 lokale ansatte om at udvikle vores grund med infrastruktur, kloakering, brønde, huse og nyttehaver. Sideløbende har vi undersøgt området for at finde ud af, hvordan vi hjælper befolkningen med det de rent faktisk har brug for. Vi tror ikke på, at vi kan lægge en fast strategi hjemmefra, men at den skal tilrettelægges i takt med, at vi lærer området, befolkning og behovet at kende.
Fodboldhold og kaffebønder
Den undersøgende tilgang har indtil videre resulteret i et sponsorat af det lokale fodboldhold, ligesom Altan.dk allerede er involveret i at skaffe bedre vilkår for de lokale kaffebønder ved at omlægge deres produktion til økologi.
De mange initiativer er koordineret lokalt af virksomhedens CSR-manager, Glenn Mott, men resten af medarbejderne spiller også en helt afgørende rolle i projektet, understreger Casper Knudsen:
– Målet med vores CSR-projekter er altid, at vores egne medarbejdere også får mulighed for at spille en meget aktiv rolle i realiseringen af projekterne. I det aktuelle projekt betyder det, at vi hver måned sender to medarbejdere 10 dage til Nicaragua, og vi får nogle meget positive, stolte og engagerede medarbejdere hjem fra vores projekter.
Medarbejderne tager ejerskab
Montør Henrik Christensen og supporter Ulla Jepsen er begge ansat i virksomheden og er netop vendt hjem fra Nicaragua. De er enige i, at det giver rigtig god mening at involvere medarbejderne i virksomhedens CSR-projekter.
– Da jeg startede hos Altan.dk, var der lige kommet 15 medarbejdere hjem fra et projekt i Afrika. Allerede dengang tænkte jeg, at jeg også ville afsted, hvis jeg fik muligheden. Det er flot, at man sender medarbejdere ud i verden og giver os mulighed for at gøre en forskel. Så da jeg hørte om projektet i Nicaragua, ansøgte jeg om at komme afsted med det samme, siger Ulla Jepsen.
I Nicaragua var de to kolleger bl.a. ansvarlige for at montere vinduer og male bygninger, ligesom de også var involveret i en lang række praktiske gøremål i hverdagen. Samarbejdet gik ofte på tværs af faggrænser og inddrog både de frivillige og de lokale.
Og det har været en stor oplevelse at bidrage til udviklingen i et lokalområde. Det understreger Henrik Christensen, der har fået øjnene op for, hvor meget det betyder for ham at kunne hjælpe andre:
– Nicaragua har givet mig en større forståelse for, hvordan jeg ikke bare bidrager til at hjælpe andre i min almindelige arbejdsdag, men også er med til at støtte op om at et projekt som i Nicaragua, kan lade sig gøre. Samtidig ved alle mine kolleger jo også, hvad der foregår, og projekterne giver os noget socialt på arbejdspladsen, som vi kan være fælles om, siger han.
Ulla Jepsen er enig:
– I Nicaragua var der højt til himlen på mange måder. Det skabte et godt sammenhold, og det gør, at man får lyst til at gøre en ekstra indsats, når man kommer hjem. Når jeg ser billeder fra projektet, får jeg samtidig lyst til at komme afsted igen, og jeg har da også snakket med kollegaerne om, at man kunne tage derned i sin sommerferie og følge udviklingen, fortæller hun.
Engagement som afledt effekt
Ledelsen i Altan.dk er bestemt opmærksomme på CSR-projekternes positive effekt i hverdagen, men ser det mest som en afledt effekt. Det vigtigste er, at medarbejderne får en oplevelse, der giver dem ejerskab i virksomhedens CSR-arbejde.
– Den store interesse for projekterne bekræfter os selvfølgelig i, at det at deltage i vores CSR-projekter er med til at skabe nogle gode ambassadører blandt vores medarbejdere. De engagerer sig meget i projekterne – også efter at de er kommet hjem. Mange vælger endda at støtte økonomisk, og nogle har selv besøgt projekterne med deres familier efterfølgende. Den form for engagement smitter selvfølgelig også af på arbejdsmiljøet i det daglige, understreger Casper Knudsen.
Understøtter forretningsudvikling
I et større perspektiv bidrager Altan.dk’s CSR-projekter også til at udvikle forretningen. I Nicaragua har altanfirmaet for første gang valgt at invitere andre virksomheder med i projektet. Samarbejdet om at hjælpe andre har vist sig at være et godt udgangspunkt for at skabe stærke forretningsmæssige netværk.
Samtidig giver CSR-projekterne løbende virksomheden nye perspektiver og idéer. Fremover vil kunderne eksempelvis få en pakke af virksomhedens egenproducerede kaffe, når deres altan er færdigmonteret, ligesom bl.a. altanfirmaets café på Gammel Kongevej i København sælger kaffen og formidler historierne om iværksætterskolen i Nicaragua.
– I Altan.dk har vi et sæt værdier, som guider os i alt, hvad vi gør. Vi skal have det sjovt, vi skal opføre os ordentligt, og vi skal tjene nogle penge. Det er i prioriteret rækkefølge, men det er selvfølgelig afhængigt af hinanden. Og med det in mente, er det meget tilfredsstillende, at vores arbejde med at hjælpe andre også skaber værdi for vores medarbejdere, vores samarbejdspartnere og i sidste ende os selv, siger Casper Knudsen.

