Erhvervsminister Brian Mikkelsen erkender i et nyt oplæg til revision af den såkaldte “Fingerplan” for hovedstadsområdet, at der er behov for at give kommunerne bedre rammer til at udvikle den fysiske planlægning – nye erhvervs- og boligområder. Planen stammer oprindelig fra 1947 og betragtes som meget visionær i forhold til sin samtid, og den har med mindre ændringer lige siden været en klar rettesnor for udviklingen omkring København:
– Derfor gennemfører vi i tæt dialog med de 34 kommuner i hovedstadsområdet en modernisering af den såkaldte Fingerplan, siger ministeren.
Snærende bånd
En af de kommuner, der har været sat i en klemme i forhold til udvikling, er Solrød syd for København. Her har man reelt ikke flere områder, hvor der kan etableres erhverv, og jord til nye boliger er tæt ved at være udsolgt:
– Jeg glæder mig over, at der nu er løsnet op for nogle af de snærende bånd i Fingerplanen. Vi har i Solrød Kommune længe kæmpet hårdt for at ophæve de udviklingsbegrænsninger, der ligger i Fingerplan 2013, og vi har god grund til at være tilfredse med, at tre ud af de 59 ændringsforslag, der nu er i høring, vedrører Solrød Kommune, siger borgmester i Solrød Kommune, Niels Hörup.
Væksthæmmer
Borgmesteren har ved flere lejligheder kaldt Fingerplanen for en væksthæmmerplan, og han håber, at der åbnes for yderligere udviklingsområder i kommunen i forbindelse med de såkaldte “Fingerplanen spor 2”-drøftelser:
– Det er mit håb, at spor 2 af Fingerplanen kan åbne op for endnu mere vækst i Solrød Kommune, så planen for alvor kan blive en vækstfremmer frem for en væksthæmmer, siegr Niels Hörup til Dagens Byggeri.
Han håber ikke mindst på mulighed for, ligesom nabokommunerne, at kunne udvikle området vest for Køge Bugt motorvejen:
– Nu vender udviklingen, og vi håber, at ministeren kan se fornuften i at udvikle omkring motorvejen. Uden nye boligområder, står vi i samme situation som Frederiksberg – at der kun kan bygges ved fortætning i højden. Solrød Kommune bliver aldrig en stor erhvervs- og industrikommune, men vi har en række områder, hvor vi med fordel kan udvikle erhvervsområder. Herunder området mellem motorvejen og den nye jernbane. Det har ministeren nu imødekommet med sit forslag, siger en ganske godt tilfreds borgmester.
Større revision
Erhvervsminister Brian Mikkelsen igangsætter samtidig en større revision af planlægningen i hovedstaden, der blandt andet skal håndtere, at området frem mod 2030 ventes at vokse med 200.000 indbyggere:
– I 2030 er hovedstadsområdet vokset med lige så mange indbyggere, som der bor i Odense Kommune i dag. Det er vigtigt for mig, at hovedstadskommunernes planlægning tager højde for det, og ikke indskrænkes af utidssvarende rammer eller manglende fleksibilitet. Vi skal udvikle hovedstadsområdets store erhvervspotentiale, som motor for vækst og udvikling ikke bare i København, men også for resten af landet, samtidig med, at her fortsat skal være attraktivt at bo, siger Brian Mikkelsen.
I denne revisionens spor 2 vil der blive gennemført et servicetjek af nogle af de mere grundlæggende principper i Fingerplanen, herunder detailhandelsplanlægningen i hovedstaden, i lyset af blandt andet erhvervsudviklingen og den store befolkningstilvækst i de kommende år.
