Første bæredygtige boliger ved Lisbjerg Bakke

NCC opfører de første almene boliger i det, der med tiden skal blive en helt ny bydel i Aarhus, og de første boliger står næsten færdige.
NCC opfører de første almene boliger i det, der med tiden skal blive en helt ny bydel i Aarhus. Foto: Montgomery.
NCC opfører de første almene boliger i det, der med tiden skal blive en helt ny bydel i Aarhus. Foto: Montgomery.

Den nye bydel i Aarhus, Lisbjerg Bakke, begynder nu for alvor at tage form. Bydelen bliver udviklet efter principper om bæredygtighed, tilgængelighed, mangfoldighed, arkitektonisk kvalitet og borgerinddragelse. Det er Danmarks største byudviklingsområde, hvis boligareal vil nå omkring en million kvadratmeter, der vil huse op mod 25.000 mennesker.

NCC er totalentreprenør på det første boligprojekt i den nye bydel. Det opføres af Boligforeningen Ringgården, som i 2013 udskrev en konkurrence om totalentreprisen. Vinderteamet består, ud over NCC, af Rubow Arkitekter A/S, Regnbuen Arkitekter, Rambøll og MOE Rådgivende Ingeniører. Det fortæller NCC i en pressemeddelelse.

Ifølge NCC lægger boligforeningen stor vægt på varierede og oplevelsesrige bebyggelser, bygget af robuste smukke materialer og med en høj miljø- og energimæssig bæredygtighedsprofil.

Tæt samarbejde

Der bliver opført 47 boliger og et fælleshus, og projektet er nu godt halvvejs. Alle boliger er lukket, og de første tyve boliger står nu næsten færdige. Boligerne opføres som bæredygtigt superlavenergibyggeri, og de opfylder kravene i energiramme 2020 uden brug af solceller. De nye beboere vil få meget lave el- og varmeregninger på grund af en kraftig isolering og tætte konstruktioner.

– Vi har gennem en meget tæt dialog med NCC samarbejdet om at detaljere byggeriet ud fra vinderprojektet. Og denne proces fortsætter lige til byggeriets aflevering. Vi har som bygherre fundet det meget nemt at samarbejde med NCC, fordi vi ønsker det samme, nemlig at skabe en unik, spændende og smuk boligbebyggelse, der bliver et stort plus for den videre udvikling af Lisbjerg som ny bydel i Aarhus, siger Palle Jørgensen, direktør i Boligforeningen Ringgaarden.

– Det er et fantastisk spændende projekt, som vi er glade for at være en del af. Aarhus Kommune har nogle spændende visioner for området, ligesom Ringgården er meget bevidst om at bygge bæredygtigt. Det er tanker og holdninger, som ligger helt i tråd med NCCs ønske om levere ekstraordinære bæredygtige løsninger, siger Nicolai Schultz, direktør i NCC Danmark og uddyber:

– Vi håber, at dette byggeri vil være med til at inspirere de fremtidige projekter i området, som tegner til at blive et skønt sted for de århusianere, der bliver så heldige at bo her.

Bæredygtighed og tillid

Gennem hele projektet har der været fokus på at anvende bæredygtige materialer, som for eksempel asfalt fra NCC Industry med en stor andel af genbrugsasfalt. Alle facader bliver beklædt med Thermo Wood og PVC-fri materialer, ligesom man har tilstræbt at vælge svanemærkede produkter eller tilsvarende miljøvenlige produkter.

NCC anvender desuden et byggekoncept, hvor målet er at bruge så lidt energi som muligt. Målet har været at lukke boligerne hurtigt, og derfor er der anvendt en høj grad af præfabrikerede elementer. De indvendige vægge og lejlighedsskel samt dæk er i letbeton, mens facader og tage kommer som trækassetter, og fordi de kommer færdigmonterede med vinduer har man kunnet lukke husene meget hurtigt. Terrændækkene er støbt i selvudtørrende, hvilket betyder, at der nærmest ikke er brugt nogen energi på udtørring.

Også på selve byggepladsen er der fokus på bæredygtighed med en timer på skurbyen, så varmen kun er tilsluttet, når der bliver arbejdet på pladsen. Den oplyses med LED lys, der også er styret med timere, og affaldet sorteres. Hvis der er brug for opvarmning af boligerne i de kolde måneder, sker det med den permanente varmekilde i boligen, som her er fjernvarme.

NCC fortæller, at der ligger en generel vugge-til-vugge tankegang bag projektet, men byggeriet bliver ikke certificeret. Det samlede projekt afleveres i slutningen af februar 2017.

Der er et stærkt fokus på bæredygtighed i boligerne i Lisbjerg. Foto: Montgomery
Der er et stærkt fokus på bæredygtighed i boligerne i Lisbjerg. Foto: Montgomery

Relateret indhold