Via-bygningen
- Formål: Boliger og Erhverv
- Bygherre: The Durst Organization
- Arkitekt: BIG-Bjarke Ingels Group
- Størrelse: 77.202 kvm
- Højde: 137 meter
- Samarbejde: SLCE Architects, Starr Whitehouse, Thornton Tomasetti, Dagher Engineering, Langan Engineering, Hunter Roberts, Enclos, Philip Habib & Associates, Vidaris Inc, Nancy Packes, Van Deusen & Associates, Cerami & Associates, CPP, AKRF, Glessner Group, Brandston Partnership Inc.
- Ansvarlige partnere: Bjarke Ingels, Thomas Christoffersen, Beat Schenk
- Sagsansvarlige: David Brown
Længe inden den BIG-tegnede Via-bygning i New York stod færdigbygget har dens karakteristiske pyramideform været med til at definere New Yorks skyline ud mod Hudson-floden. Det 77.000 kvm store kombinerede bolig- og erhvervsbyggeri ligger ud til Manhattans Hudson River Park med udsigt til Hudson floden på West 57th Street, og nu har entreprenøren afleveret huset til bygherren efter fem års byggeri. Det oplyser BIG i en pressemeddelelse.
Durst Organization hyrede BIG til opgaven i foråret 2010, og BIG åbnede kontor i New York i 2011 for at overse byggeriet af Via. De første beboere flyttede ind i maj 2016 og med afslutningen af de i alt 32 etager, er de resterende boliger nu indflytningsklar. Via har allerede modtaget adskillige internationale priser, senest The Council on Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH)’s udnævnelse af Via som det bedste højhus i Nord- og Sydamerika i 2016.
De mest interessante urbane tendenser i New York i de senere årtier kommer i form af natur og offentlige byrum, som indtager de postindustrielle lommer rundt omkring i byen.
Bjarke Ingels Partner, BIG-Bjarke Ingels Group
Et hybridhus
Via er en hybrid mellem den europæiske karré og det traditionelle højhus på Manhattan. Huset kombinerer ifølge BIG fordelene fra begge: Kompaktheden og effektiviteten af en boligblok – som skaber en følelse af intimitet og tryghed – samt en høj bebyggelsesprocent og udsigten fra en skyskraber. Formen er skabt ved at sænke tre hjørner af bygningen og løfte det nordøstlige hjørne gradvist op i cirka 150 meters højde. Gårdhaven åbner sig med udsigt mod Hudson-floden, eftermiddagssolen fra vest lukkes ind ,og udsigten fra det nærliggende Helena Tower forbliver ugeneret.
– De mest interessante urbane tendenser i New York i de senere årtier kommer i form af natur og offentlige byrum, som indtager de postindustrielle lommer rundt omkring i byen – bilfrie zoner på Broadway og Times Square, flere cykelstier, High Line og forvandlingen af industrielle havneområder til grønne parker er alle eksempler på urbane oaser, som øger livskvaliteten for newyorkerne. Hvor Hudson River Park slutter på Manhattans vestside, lukker gårdskraberen Via den grønne park ind i bygningen og fortsætter den grønne udvikling af byen helt ind i det private boligbyggeri. Den unikke kombination af to gensidigt udelukkende typologier, gårdhavebygningen og skyskraberen, skaber en uventet hybrid, som præger Manhattans skyline og slår fast, at man ikke behøver at vælge en typologi frem for en anden, men kan få det bedste fra begge verdener, siger Bjarke Ingels, stifter af og partner i BIG.
Mange vinkler
Via fremstår forskellig, alt efter hvor man står: Fra motorvejen på bygningens vestvendte side syner den som en pyramide, mens den fra øst forvandles til et slankt tårn. I hjertet af bygningen kan beboerne nyde godt af en Central Park-inspireret gårdhave, som har fået sine dimensioner efter den ikoniske park, bare 13.000 gange mindre. Gårdhaven er designet af den amerikanske landskabsarkitekt Starr Whitehouse og er beplantet med mere end 80 store træer og 47 forskellige plantetyper. Haven er synlig fra gaden og virker som en visuel forlængelse af Hudson River Park.
Bygningens skrånende tag er synligt fra gadeplan og består af en simpel overflade med terrasser, som hver især er sydvendte. Hver lejlighed har udsigt mod vandet eller balkoner, som opfordrer til interaktion mellem beboerne og forbipasserende. Indenfor vil beboerne også møde hinanden ved at benytte sig af husets mange rekreative og sociale tilbud, herunder basketball, golfsimulator, fitness med tilhørende pool, poker, billardrum m.v.
Scandimerican design
Interiøret i Via er baseret på ideen om ‘Scandimerican’ design, hvor klassiske skandinaviske designprincipper møder amerikanske byggematerialer. Lyst træ er et gennemgående materiale i både lobbyen og lejlighederne, mens badeværelserne fremstår enkle med hvide porcelænsfliser på vægge og gulve.
Som et møde mellem dansk design og amerikansk komfort, har BIG og Kibisi designet signaturstolen VIA57 til Vias mange fælleslokaler og lounges. Stolens form er inspireret af bygningens pyramideform. Beboerne og designelskere over hele verden kan købe stolen i løssalg og dermed få et stykke af Manhattans skyline ind i stuen.
BIG har i dag 350 arkitekter fordelt på kontorerne i København, New York og London. Afdelingen i New York arbejder bland andet på det nye 2 World Trade Center, Dryline, som skal beskytte Lower Manhattan mod oversvømmelser i fremtiden, samt Googles nye hovedkontor i Mountain View udenfor San Francisco.