RINGKØBING Ingen udvendig vedligeholdelse. Ingen have. Masser af naboer helt tæt på. Det lyder som en storbylejlighed. Men det skal tilføjes, at haven er erstattet af et stort, fælles naturområde for alle beboerne placeret lige ud til Ringkøbing Fjord.
Herlighederne kan man få i Ringkøbings nye bydel, som har fået navnet Naturbydelen Ringkøbing K. Naturen er på plads. Bydelen er en lidt anden sag.
Det kan godt være en udfordring at være first mover. Folk er jo forsigtige i det vestjyske.
Ejendomsmægler Finn Jacobsen EDC Ringkøbing
På det store område ligger lige nu et enkelt dobbelthus. Den ene bolig er beboet, mens den anden er indrettet som udstillingsbolig. En tredje bolig er reserveret, men er altså ikke opført endnu.
Natur før by
Udviklingplanen for den nye bydel blev præsenteret i 2014. Bag projektet står Ringkøbing-Skjern Kommune med en ejerandel på 25 procent og Realdania By og Byg med resten af ejerskabet.
Med tiden, i 2040, skal området rumme 1000 boliger. Det er et år siden, man tog første spadestik på bydelens første boliger. Siden har det stået stille. Men at skabe et naturområde, inden man skaber bydelen, er ikke nogen dum idé, lyder det.
– Det har været grebet helt rigtigt an, siger EDC-ejendomsmægler Finn Jacobsen, som står for salget af boligerne.
Lignende projekter, som spiller på minimalt arbejde på boligen og haven, ser man andre steder rundt omkring i landet. Det er dog en ny boligform i Vestjylland, mener Finn Jacobsen.
– Det kan godt være en udfordring at være first mover. Folk er jo forsigtige i det vestjyske, siger Finn Jacobsen.
Samme opfattelse deler Ringkøbing K’s projektdirektør, Peter Kjølby, som også er vicedirektør i Realdania By & Byg. Med to solgte og en reserveret bolig på halvandet år, er der lang vej til de 1000 boliger. Faktisk vil der med det tempo gå et halvt årtusinde, før alle boliger er solgt.
– Jeg ved ikke, om projektet er kommet sløvt igang. Dermed siger jeg også, at jeg ikke er så overrasket over projektets start, siger Peter Kjølby.
Nye projekter på vej
– Vi har ikke hørt så meget kritik af boligerne. Beboerne skal tænke “det at bo” på en ny måde. Her er det naturen, der er fælles have. Man skal købe ind i de værdier, som det medfører. Der skal ikke klippes hæk, passes have og den slags. Til gengæld får man en helt fantastisk beliggenhed med fødderne lige ned i vandet, siger Peter Kjølby.
– Lad os se. Nu kommer der snart gang i to andre byggerier i området. Det ene er et seniorbofællesskab, hvor vi snart er klar til at præsentere arkitektvinderen, siger Peter Kjølby.
Det andet projekt vil han ikke løfte sløret for endnu, men inden for de nærmeste måneder skulle planerne bliver offentliggjort. Peter Kjølby tror på, at mere byggeri på området vil få tingene til at rulle.
– Tingene vil udvikle sig og understøtte hinanden. Det er ikke kun en anderledes måde, man køber sig ind i en enfamilies bolig på. Det er et nyt sted og en ny udstykningstype, som er i sin spæde opstart. Jeg kan godt forstå, at folk kigger lidt på det, siger Peter Kjølby.