Dorte Mandrup laver Vadehavs-hattrick

Den danske stjernearkitekt skal tegne det tredje internationale verdensarvscenter for det trilaterale samarbejde omkring Vadehavet.
Sea World Heritage Center i Groningen, Holland. Visualisering: Dorte Mandrup.
Sea World Heritage Center i Groningen, Holland. Visualisering: Dorte Mandrup.

Den danske tegnestue Dorte Mandrup med stjernearkitekt Dorte Mandrup i spidsen har vundet det tredje projekt i forbindelse med UNESCOs indsats omkring Vadehavet. Med den seneste erobring tilføjer Dorte Mandrup det fjerde projekt til porteføljen af UNESCO-projekter, som også tæller det prisvindende Vadehavscenter ved Ribe, Vadehavscentret i Wilhelmshaven i Tyskland og det spektakulære Ilulissat Isfjordscenter i Grønland, som påbegyndes denne sommer.

– Vi er meget glade for at kunne slutte cirklen omkring Vadehavsprojekterne i det unikke UNESCO-beskyttede landskab. Udover at bidrage til beskyttelsen af et enormt vigtigt naturområde, er vi glade for at kunne være med til at skabe forståelse omkring den storslåede natur og ikke mindst gøre det til en endnu mere speciel oplevelse at besøge Vadehavet, siger Dorte Mandrup.

Udover at bidrage til beskyttelsen af et enormt vigtigt naturområde, er vi glade for at kunne være med til at skabe forståelse omkring den storslåede natur …

Dorte Mandrup

Vigtigt symbol

Det seneste projekt, Wadden Sea World Heritage Centre, skal opføres i Groningen i Holland.

Med sin placering i havnebyen Lauwersoog i Groningen-provinsen på Hollands nordkyst bliver centret endnu et samlingspunkt for bevarelsen af Vadehavet, der strækker sig helt til Esbjerg og er udpeget af UNESCO som verdensarv. Ambitionen er, at centret skal blive et internationalt genkendeligt symbol, som skal minde om vigtigheden af at beskytte den unikke naturarv, som Vadehavet repræsenterer.

Centeret i Lauwersoog er inspireret af mødet mellem havnemiljø og det fredede Vadehav, som turister i endnu højere grad kommer til at kunne nyde som en del af deres besøg i området. Selve bygningen trækker på referencer fra historiske havnepromenader med diagonale træpiller, som bygningen hviler på ved vandkanten. De diagonale piller går igen i hele konstruktionen, der allerede byder sine gæster velkommen ved tidevandets overflade, hvor en rampe inviterer ind i besøgscentret. Rampen fortsætter i en spiralkonstruktion, som leder publikum hele vejen til toppen. På centrets sjette sal kan man forlænge sit ophold med en nat på et luksushotelværelse med udsigt over Vadehavet eller en middag i restauranten på første række til centrets mange pools, hvor sæler plasker rundt.

– Et helt naturligt fokuspunkt for bygningen blev foreningen med det omkringliggende hav. Med Vadehavets skiftende dybde fandt vi inspiration i til den stødt stigende overgang fra niveau til niveau i bygningen, der giver gæsterne en fornemmelse af at være en del af tidevandets eget liv, forklarer Dorte Mandrup.

Wadden Sea World Heritage Center i Holland forventer at åbne i 2020.

Ambitionen er, at centret skal blive et internationalt genkendeligt symbol, som skal minde om vigtigheden af at beskytte den unikke naturarv, som Vadehavet repræsenterer.
Ambitionen er, at centret skal blive et internationalt genkendeligt symbol, som skal minde om vigtigheden af at beskytte den unikke naturarv, som Vadehavet repræsenterer.

Relateret indhold