Rundt om i verden har mange større byer forskønnet simple bygninger med grønne facader. Det giver liv i bybilledet og signalerer bæredygtighed og grønt miljø. Interessen er også stor i Skandinavien, hvor vi i løbet af de senere år har set flere grønne vægge i byerne.
Det er en ret, alle indbyggere har, lyder det fra virksomheden Byggros i en pressemeddelelse. Derfor skal vi vinke farvel til de kedelige facader og goddag til grønne bymiljøer:
– Alle har ret til at leve blandt grønne oaser. At man bor i en storby skal ikke være nogen hindring. Planter giver liv og skaber sundere byer, siger Louise Hansen, teknisk salgskonsulent hos Byggros, som er specialiseret i blandt andet grønne vægge og tage.
Vild natur i travl gade
Mejlgade i Aarhus er et livligt, urbant område – et af byens ældste – hvor pulserende byliv kombineres med skøn natur.
– Vi arbejder med at fremme grønne og bæredygtige løsninger i Aarhus. Vores første projekt var Mejlgade, som udgør et kreativt og mangfoldigt miljø. Vi har med forskellige løsninger fået skabt et grønt byrum, hvor kontakten til naturen er genskabt, fortæller Jonatan Marcussen, som er projektleder og initiativtager til Mejlgade Lab.
I to baggårde tilhørende Katedralskolen og Café Gyngen hænger Byggros’ BGreen-it Living Walls på facaderne. Samtidig er gadehjørnet mellem Mejlgade og Rådmand Liisbergs Gade blevet forskønnet med en mindre plantevæg.
– Med støtte fra Miljøstyrelsen har vi i samarbejde med Byggros anlagt de grønne vægge, som udgør en kæmpe forskel i bybilledet. De giver en masse liv og biodiversitet ved at tiltrække fugle og insekter. De er med til at rense den forurenede luft, de mindsker støj og reducerer overophedning. Samtidig er de en fryd for øjet og giver en helt ny fornemmelse, når man færdes der, lyder det fra Jonatan Marcussen.
De lodrette haver giver med andre ord et frodigt udemiljø under trange pladsforhold.