Klatrevægge er de senere år blevet vældigt populære. Sikret med et reb kan enhver få et adrenalin-kick uden at brække arme og ben, når kræfterne slipper op eller hånden glider på et af “håndtagene” på væggen. Det betyder nemlig et frit fald 3-4-5-6 meter, alt efter hvor højt man nåede op på væggen.
Og selv om klatring oprindeligt har hørt til i afdelingen for ekstremsport, så er den i dag på vej til at blive en ny folkesport.
Det danske klatreforbund tæller i dag 10.000 medlemmer og her ser man klatring som en urban sport og motionskultur – som ikke foregår i tynd bjergluft, men på let tilgængelige klatrevægge i idrætshaller, på skoler og i egentlige klatrehaller.
Danske Boulders er en kæde af klatrehaller, som netop rider med på trenden. Kæden har gjort den indendørs klatring til et koncept, hvor man kan klatre på flere forskellige vægge. Og kæden har foreløbigt 5 haller i København, Aarhus og Odense, men mange flere er på vej.
Over de næste fem år planlægger Boulders at opføre yderligere 15 klatrehaller. De skal etableres i en række af landets større byer med mindst 25.000 indbyggere.
– Klatresporten er endnu ikke blevet almindelig i Danmark, og markedet i storbyerne er mere modnet i forhold til at tage sporten til sig. Kigger man væk fra landets største byer, er klatring endnu ikke udbredt i samme grad, og vi har kun set toppen af isbjerget. Men potentialet er stort, og vi er spændte på at se, hvordan danskerne tager imod det, fortæller Martin Videbæk Petersen, der er direktør og medejer af Boulders.
Klatrehallerne, som Boulders er på udkig efter lokaler til, skal være mellem 1000 og 3000 kvadratmeter store, og der skal være mindst 4,5 meter til loftet ved klatreområderne. Klatrekæden har allerede landet de første par lokaler.
Med den størrelse byer, som Boulders er på udkig efter, er markedet ganske stort. Her kan de fleste større provinsbyer være med, og det kan være en god mulighed for en by med et anderledes idrætstilbud, som klatring er.
Det vurderer Egon Noe, der er professor i landdistriktsudvikling ved Syddansk Universitet og forsker i faktorer, der tiltrækker beboere til kommuner:
– Kommunerne har stigende fokus på at skabe gode rammer for ungdomslivet for både at fastholde og tiltrække unge og børnefamilier. Der bliver lagt vægt på uddannelsesmuligheder, et godt studiemiljø og attraktive fritidsaktiviteter. En klatrehal skaber mulighed for fællesskab og aktivitet, som danskerne efterspørger i dag.
Hos Boulders oplever man også en stor interesse for klatring fra mange, der bor uden for de største byer.
– Mange af vores klatrere tager en længere køretur for at besøge vores haller, og de efterspørger haller tættere på deres hjem. Vi får også mange udmeldinger fra klatrere, der er kede af at skulle flytte ud af en by med klatrehal.