Renovering af Birkeparken
- Afdelingen er en blanding af rækkehuse og etageboliger i op til 13 etager. Projektet omfatter renovering og ombygning af 249 boliger, etablering af nye ankomstområder, nye portgennemgange mv. Dertil kommer renovering og nyetablering af udearealer samt nedrivning af 200 almene familieboliger og erhvervslokaler.
- Bygherre: Fyns Almennyttige Boligselskab
- Helhedsplan: Juul Frost Arkitekter og Ingeniør’ne i samarbejde med bygherre.
- Byggeperiode: juni 2023-december 2026
- Samlet budget: 473 mio. kr.
- Projektet omfatter bl.a. ny indretning, etablering af nye køkkener og badeværelser, montering af nye døre og vinduer, renovering af facader, montering af nye facader, nedbrydning ifm. tilgængelighed, etablering af nye trappe- og elevatortårne, etablering af nye ventilationsanlæg og nye installationer i bygninger og terræn.
- Kilde: Byggefakta
Vollsmose skal frem mod 2030 transformeres fra udsat boligområde til en attraktiv og velfungerende bydel i kraft af de politiske aftaler ‘Den sidste Vollsmoseplan’ fra 2018 og den lovpligtige udviklingsplan fra 2019 med fysisk omdannelse af bydelen.
De to planer er fremkommet efter krav fra den ghettolov, som den tidligere blå regering, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti indgik aftale om i maj 2018.
I aftalen lyder det, at boligområder, der har stået på ghettolisten i fire år i træk, skal nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 % inden 2030.
Dengang udgjorde almene familieboliger i Vollsmose 76 %, hvilket fik et partnerskab mellem Odense Kommune, Civica og FAB til at beslutte at rive 1.000 almene familieboliger i bydelen ned. Dertil står områdets resterende 1800 boliger foran en gennemgribende renovering.
– Vollsmose har potentialet til at blive en attraktiv og levende bydel i Odense – tæt på centrum og midt i naturen. Vi har en ambitiøs plan for området; vi er allerede i gang, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune, der sammen med resten af partnerskabet er i gang med at transformere Vollsmose til et område, der hænger bedre sammen med resten af Odense.
Arbejdet med nedrivning af nogle af de i alt 1.000 almene familieboliger blev sat i gang i Bøgeparken i november 2021, hvor entreprenørselskabet Enemærke & Petersen står for at splitte to boligblokke med 135 lejligheder ad, inden de rives ned. Den første nedrivning forventes tilendebragt i november 2022.
Nedslidt med fugt og skimmelsvamp
I dag er Birkeparkens 439 lejemål, der blev opført i 1970-1972 som en del af Vollsmoseplanen, nedslidt med fugt og skimmelsvamp i lejlighederne, træk fra døre og vinduer med høje varmeregninger og dårligt indeklima til følge. Boligerne bliver renoveret med fokus på at kunne opfylde ønskerne hos en bred gruppe af borgere.
Med helhedsplanen for Vollsmose bliver 200 almennyttige boliger nedlagt i Birkeparken, og afdelingen får 249 almene boliger med moderne indretning, fortæller rådmand Søren Windell fra By- og Kulturforvaltningen.
– Jeg har selv boet en rum tid i Birkeparken i en lys, dejlig og billig lejlighed. Men den var nedslidt som hele området, og det retter vi nu op på med helhedsplanen til en moderne bydel med almene boliger og ejerboliger, rækkehuse og lejligheder. Vi åbner området op med nye boligveje og grønne åndehuller med hyggelige opholds- og aktivitetspladser, som indbyder til naboskab og fællesskab, siger Søren Windell.
62 tilgængelighedsboliger
Renoveringen af boligerne i Birkeparken begynder næste år, og boligerne skal stå klar til indflytning i 2026 med nye vinduer, køkkener og badeværelser, bedre lysindfald med ændrede altaner og bedre indeklima med ventilationsanlæg.
Boligerne bliver fordelt på 60 rækkehuse og 189 lejligheder. 62 af dem bliver såkaldte tilgængelighedsboliger med elevator og ekstra plads til kørestol eller rollator, så seniorer har mulighed for at blive i eget hjem. Hver bolig får en parkeringsplads, og nye boligveje fører trafikken ind i området på gader med lav hastighed.
– Birkeparken bliver en bydel med blandede boliger, og herunder også ejerboliger, så vi kan skabe Fremtidens Vollsmose og trække ressourcestærke beboere og familier til bydelen. Vi har store ambitioner for Vollsmose og ser frem til, at bydelen kommer til at hænge mere naturligt sammen med resten af Odense, siger Søren Windell.
Helhedsplanen for området kommer til at koster 473 mio. kr. I byggeperioden står boligselskabet FAB for genhusningen af beboerne, ligesom FAB er ansvarlig for gennemførelsen af nedrivning, renovering og ombygning i egne afdelinger.
Odense Kommune stiller garanti for et realkreditlån på op til 390 mio. kr., og Landsbyggefonden stiller sikkerhed for halvdelen af et eventuelt tab på garantiforpligtelsen.