XL-BYG har taget initiativet til at oprette en uddannelse af certificerede rådgivere i bæredygtige byggematerialer, som byggeriets videnscenter, Molio, står bag.
I morgen bliver den første rådgiver færdiguddannet og frem til midten af marts vil yderligere 120 rådgivere være certificerede.
– Vi har tusindvis af godkendte bæredygtige byggematerialer, og vores kunder skal ikke greenwashes. De skal have korrekt viden om de produkter, de køber. Derfor har det været os magtpåliggende at oprette en uddannelse, der er baseret på objektiv viden fra eksperter på hver deres felt, siger Thorbjørn Sejer Jensen, administrerende direktør i XL-BYG, der er på det første hold af færdiguddannede rådgivere:
– Det er ikke et salgskursus, der skal sikre, vi sælger mere. Det er eksperter, der underviser vores medarbejdere i for eksempel bæredygtige mærkningsordninger, materialernes miljøbelastning målt i livscyklusanalyser, ny lovgivning på feltet og CO2-tunge materialer, som man skal minimere forbruget af.
Stort behov for mere faktabaseret viden
Direktør for Bygge og Anlæg ved Teknologisk Institut, Mette Glavind, mener, at XL-BYG har taget fat i en relevant opgave:
– Der er et stort behov for mere faktabaseret viden om bæredygtigt byggeri og byggematerialer. Især små virksomheder og almindelige forbrugere mangler viden, og det giver grobund for en del greenwashing, siger hun.
Ifølge tal fra Dansk Byggeri stammer 20 % af Danmarks CO2-udledning fra nybyggeri og renoveringer af boliger:
– Her står byggematerialerne for langt den største del af udledningen, så korrekt rådgivning i byggevarecentrene er vigtig, også selvom opgaven hviler på hele branchen, tilføjer Tine Steen Larsen, sektionsleder på Build, AAU.
Mere samarbejde giver større besparelser
Ulrik Thorsted, der er direktør for tre af XL-BYG CF-Gruppens otte byggevarecentre og trælasthandler, hvoraf de otte enheder omsætter tilsammen for 1,4 mia. kroner og beskæftiger 435 medarbejdere, fortæller, at flere af deres afdelingers omsætning især består af renoveringsopgaver:
– Selvom kravene for bæredygtigt byggeri, der indføres i 2023, kun omfatter nybyggeri, oplever vi massiv efterspørgsel på viden herom fra entreprenører og private. Hvis vi vil beholde vores renoveringskunder på sigt, så er der ingen tvivl om, at vi skal kunne levere objektiv viden om bæredygtige byggematerialer, siger han og ser også muligheder i at ændre adfærd i en branche, der er landets største affaldsproducent med 35 % af alt affald i Danmark:
– Hvis vi bliver bedre til at planlægge sammen med byggelederne, hvilke materialer der skal leveres hvornår, så kan vi mindst halvere antallet af lastbilture til byggepladserne og spare en masse plastic og pap til indpakning af varerne. Sammen med en enkelt kunde har vi også gået i overvejelser om at levere varerne sidst på dagen, da vi så kan tilbyde at tage affald med retur, hvilket sparer en lastbil til affaldskørsel.