Med Sydhavnskvarteret i Aarhus ønsker kommunen at skabe en bydel i hjertet af midtbyen, hvor kunsten og kulturen sammen med et blomstrende erhvervsliv driver udviklingen af en socialt bæredygtig kvarter, der understøtter byrådets ambition om et CO2-neutralt bysamfund i 2030.
Det sidste projekt i den nordlige etape af Sydhavnskvarteret, Træ, bygges så klimavenligt som muligt. Eksempelvis er der fokus på at anvende træ fremfor beton, hvor det giver mening, materialer skal genanvendes, og CO2-udledningen fra byggepladsen skal begrænses mest muligt:
– Med TRÆ-projektet vil vi gerne flytte hegnspælene for, hvor bæredygtigt man kan bygge. Vi skal teste helt nye metoder inden for materialevalg, klimaaftryk og social bæredygtighed i et byggeri, siger Mikael Fogemann, ejendomsdirektør i PFA, der er projektets bygherre.
Mod og fremsynethed
Nu har Aarhus Byråd bevilget 5,5 mio. kroner fra Klimafonden til Teknik og Miljø, som skal bruges til at indgå en partnerskabsaftale med bygherre. Det er hensigten, at partnerskabet (Aarhus Kommune og PFA) efter byggeprojektets gennemførelse vil dele erfaringer fra projektet med byggebranchen samt relevante myndigheder og lovgivere.
– Klimafondens støttebevilling er et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek og tilføjer:
– Jeg er meget stolt af, at vi i Aarhus har modet til den grønne omstilling, og spændt på at se, hvilken viden og erfaringer vi høster af projektet til fordel for fremtidens klimavenlige byggeprojekter.
Mikael Fogemann supplerer:
– Byggeriet står i dag for 30 % af Danmarks CO2-udledning, og forhåbentligt kan Træ give os et helt nyt perspektiv på, hvordan det kan blive mere klimavenligt. Vi er derfor enormt glade for, at Aarhus Kommune har kastet sig ind i et så innovativt projekt. Det er et udtryk for ansvarlighed og fremsynethed.
Det kommercielle pensionsselskab med en portefølje på 77 mia. kr. har sat som mål at nedbringe CO2-udledningen fra sine samlede investeringer med 29 % inden 2024.
Beslutning på anderledes grundlag
I samarbejde med Lenager Arkitekter og Moe ingeniører udvikler selskabet Kilden & Hindby projektet for PFA, og ifølge Rune Kilden betyder dét, at der tale om et forsøgsprojekt blandt andet, at planerne for byggeriet lægges undervejs. Det har derfor krævet politisk vilje til at gå nye veje, da byrådet ikke har kunnet vurdere projektet ud fra en visualisering af det færdige byggeri.
Videre siger han, at arbejdet med genbrugsmaterialer kræver, at politikerne er med på at arbejde på en måde, hvor de endelige udtryk på en bygning først ligger fast relativt sent i processen:
– Man kan ikke altid fremvise den færdige facade på forhånd, når man skal bruge genbrugsmaterialer, for de høstes undervejs og kan ikke bare bestilles som konventionelle materialer, siger Rune Kilden.
Træ-projektet forventes at står klar i 2024.