Det viser et aktstykke, som Trafikministeriet har sendt til finansudvalget. Her fremgår det bl.a., at der er brug for 38,2 mio. kr. ekstra til projektorganisation (24,3 mio. kr.), anlægsudgifter (22 mio. kr.) og byggeplads (9,5 mio. kr.). En reserve på 17,6 mio. kr. dækker en del af de øgede udgifter.
Af aktstykket fremgår det, at merudgifterne på 24,3 mio. kr. i forhold til projektorganisationen bl.a. skyldes, at Banedanmark i det oprindelige projekt ikke tog højde for, at projektet er et konstruktionsprojekt, hvor der erfaringsmæssigt er et højere niveau af omkostninger til projektorganisationen og rådgivning end f.eks. blot ved anlæg af nye baner eller spor.
Dertil kommer udsættelserne af projektet, som især har medført øgede projektstyringsomkostninger.
Endelig har der været flere indirekte produktionsomkostninger (Banedanmarks omkostninger til husleje, it, økonomistyring, indkøb og jura mv.) end forudsat, hvilket primært skyldes, at denne post var markant underestimeret i det oprindelige budget.
Dyrere perron og broer
Merudgifterne på 22,0 mio. kr. til anlægsudgifter skyldes bl.a. en opjustering af enhedsprisen for etablering af perronen (5,5 mio. kr.), merudgifter inden for anlægsarbejder, broer og konstruktioner (3,1 mio. kr.), bl.a. grundet behov for yderligere fundering af elevatorgruber og støttekonstruktioner som følge af, at jordbundsforholdene er dårligere end forudsat, samt uventede omkostninger vedr. arkæologi (2,5 mio. kr.).
Derudover er prisen for de nødvendige tilretninger i det nye signalsystem på S-banen højere end budgettet (4,7 mio. kr.).
Finansministeriet har nikket ja
Merudgifterne vedr. byggepladsen udgør samlet 9,5 mio. kr. I det oprindelige projekt var der afsat midler til en relativt simpel arbejdsplads med acceptable adgangsforhold. Disse forudsætninger har imidlertid ikke kunnet realiseres.
Byggepladsen er yderst kompliceret med flere parter på begrænset plads og med svære tilkørselsforhold. Udførelsestakten skal således tilpasses de andre parters projekter, idet Banedanmark er afhængig af tilkørsel via deres byggepladser og en rampe over Lokaltogs bane.
Adgangen er yderligere begrænset af, at alt skal tilkøres via en mindre tunnel. Det bemærkes i aktstykket, at Banedanmark først sent i projektet blev opmærksom på de store meromkostninger til byggeplads. Derfor er der ikke i tilstrækkeligt omfang undersøgt, om der kunne findes alternative løsninger.
Finansministeriet har ifølge aktstykket nikket ja til anmodning.
Læs mere under billedet…
Kaosbyggeri
Det nærliggende nye hospital i Hillerød har jævnligt trukket overskrifter de seneste år, fordi budgetterne også her bliver ved med at skride. Bl.a. måtte man tidligt i processen droppe et produktionskøkken, der skulle lave frisk mad til patienter og personale. De samlede budgetoverskridelser blev dog løst med en låneadgang, som blev godkendt af staten tidligere på året.
Arealet er over flere omgange skåret fra ca. 160.000 m2 til nu ca. 118.000 m2, hver p-pladser er sløjfet sammen med sengepladser og en række ambulatorier. Der har også været forslag om at vælge billigere byggematerialer for at spare på anlægsudgifterne.
Nu er det så Favrholm Station, der er i uvejr.
Begge byggerier er på flere områder ramt af de samme problemer, bl.a. pga. den mosede byggegrund byggerierne er placeret på, stigende udgifter til byggematerialer, dyrere rådgivning, fejlagtige beregninger m.v.