Trods stort behov overses vejene i den nye kommuneaftale

Mange gode elementer i den nye kommuneaftale, men investeringer i infrastrukturen mangler, påpeger DI Dansk Byggeri
Efterslæb på vedligehold af veje er et stort og stadig overset problem - også i den nye kommuneaftale, beklager DI Dansk Byggeri. Foto: Gettyimages.
Efterslæb på vedligehold af veje er et stort og stadig overset problem - også i den nye kommuneaftale, beklager DI Dansk Byggeri. Foto: Gettyimages.

Trods regeringen lancerede en stor infrastrukturplan i april med milliardstore investeringer i blandt andet motorveje, broer og tunneller, så mangler der stadig investering til nyanlæg, drift og vedligehold i store dele af vejnettet, som kommunerne bidrager til.

Her konstaterer DI Dansk Byggeri, at den nye kommuneaftale fortsætter i samme spor, som hidtil. Veje og infrastruktur er ikke er nævnt i aftalen, og det ærgrer organisationen.

Stort efterslæb på vejene

– Der er et stort behov for investeringer i infrastrukturen. Både for at indhente det store efterslæb og for sikre fremkommeligheden, siger Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri, og fortsætter:

– Vi pendler mere end aldrig før, og mobilitet er en væsentlig faktor for samfundsøkonomien. Så det er enormt vigtigt, at vi har fokus på at nedbringe trængslen og sørge for, at folk kan komme nemt på tværs af Danmark.

Helt overordnet er DI Dansk Byggeri dog tilfredse med aftalens omfang og sammensætning. Også selv om anlægsrammen er reduceret med 1,7 mia. kroner til 19,9 mia. kroner.

Vigtigt at energirenoveringer i kommuner kom med

Vi havde forventet, at anlægsrammen ville falde næste år, da rammen for 2021 blev sat højt grundet coronavirus, og med 19,9 mia. kr. er rammen landet på et pænt niveau, siger Torben Liborius.

I aftalen sættes nu gang i energirenoveringer i kommunerne. Der skal laves en kortlægning af potentialet for energieffektiviseringer, og så skal der arbejdes for, at kommunernes energirenoveringsrate kommer op på tre pct.

– Det er rigtig godt, at man har lavet et særskilt afsnit om energirenoveringer – det viser, at området har høj prioritet. Bygninger spiller en væsentlig rolle i klimaindsatsen, så det er helt nødvendigt, at potentialet for energieffektiviseringer bliver kortlagt, og at energirenoveringsraten i kommunerne kommer op på tre pct., lige som det allerede er kravet til staten, siger Torben Liborius.

Relateret indhold