Boss Ladies og Herningsholm igangsætter ny diversitetsindsats

Der mangler håndværkere som aldrig før. Samtidig oplever erhvervsskolerne et markant større frafald hos elever. Det vil Boss Ladies ændre på.
Boss Ladies-Camp på Herningsholm Erhvervsskole i Herning i 2020 markerede udnævnelsen af mere end en god håndfuld nye kvindelige håndværker-ambassadører. Pressefoto.
Boss Ladies-Camp på Herningsholm Erhvervsskole i Herning i 2020 markerede udnævnelsen af mere end en god håndfuld nye kvindelige håndværker-ambassadører. Pressefoto.

Om projektet

  • Projektet er støttet af NordeaFonden, Grundejernes Investeringsfond, Bygge- og anlægsbranchens Uddannelsesfond, Stark Fonden og Teknologipagten.
  • Bag indsatsen står non-profit-organisationen Divérs, DI – Dansk Byggeri, 3F, Dansk El-forbund, Tekniq Arbejdsgiverne, Blik og Rør og Danske Malermestre, Malerforbundet og KL.
  • Projektet løber foreløbig frem til 31.07.2024 med støtte fra Villumfonden.

Om mindre end 10 år vil Danmark mangle op imod 17.000 faglærte i bygge-, anlægs- og installationsbrancherne. I dag udgøres arbejdsstyrken i disse brancher af 91 procent mænd, og ser man nærmere på et fag som for eksempelvis tømrer, er der helt konkret kun 41 kvinder, der arbejder med hammer og høvl i Danmark.

Ser man på mulighederne for at ændre ved status quo, er det oplagt at arbejde med potentialet ved at uddanne flere kvinder, og i den sammenhæng på, hvordan rekruttering og trivsel for især erhvervsuddannelsernes kvindelige elever kan styrkes.

Det oplyser Foreningen Divérs, som administrerer projektet Boss Ladies, i en pressemeddelelse.

En nyere rapport fra Institut for Menneskerettigheder (2020) peger på, at når de kvindelige studerende udgør minoriteten på en uddannelse, er frafaldet dobbelt så højt, som hos deres mandlige medstuderende. Kvinderne har 74 procent øget frafald, mens mandlige minoritetsstuderende har 38 procent øget frafald, når de tilsvarende er en minoritet på deres erhvervsuddannelse. Samlet set har studerende med minoritetskøn et frafald på 43 procent i forhold til deres medstuderende, der har et frafald å 26 procent.

Boss Ladies skaber forandring

Projekt Boss Ladies er sat i verden for at ændre på status quo og arbejder blandt andet for at styrke rekrutteringen og trivslen for flere kvinder på erhvervsuddannelserne. Boss Ladies arbejder gennem en lang række aktiviteter, men har som noget helt nyt fået midler til at gennemføre en større diversitetsudvikling på udvalgte erhvervsuddannelser, der skal styrke alt fra skolens brobygning og introforløb til faglærernes pædagogiske praksis og rammerne for at styrkeelevernes fællesskab, der især har betydning for trivsel og frafald.

Herningsholm Erhvervsskole er den første skole af i alt to skoler, der har dedikeret sig til en styrkelse af skolens diversitetsarbejde. Arbejdet på Herningsholm igangsættes i august 2021, men kickstartes allerede 5.-6. juni på Herningsholm. Her mødes et udpluk af Boss Ladies Ambassadørkorpsets 200 kvindelige håndværkere til netværk og talentudvikling, så de er klar til at starte arbejdet op efter sommerferien.

En gevinst for samfundet

Boss Ladies har som sit mål at bryde med det kønsopdelte arbejdsmarked, der skader både Danmarks konkurrenceevne samt drenge og pigers mulighed for at vælge en fremtid efter eget talent og passion fremfor køn. Den udvikling skal vendes, og derfor er også arbejdsgivere, fagbevægelsen og kommuner gået sammen og er en aktiv del af Boss Ladies-projektet. Formålet er at gøre bygge-, anlægs- og installationsbrancherne mere attraktiv for piger og give dem lyst til at vælge en faglært uddannelse.

Første skridt er at motivere unge piger til at turde træffe det utraditionelle uddannelsesvalg. Andet skridt er at styrke trivsel og talentudfoldelse hos kvinderne på erhvervsuddannelserne. Og tredje skridt er at sikre gode forhold på arbejdspladserne.

Relateret indhold