Nye millioner til forskning i “grøn” cement

Portland og Teknologisk Institut har fået penge til at udvikle CO2-reduceret cement med høj tidlig styrke og øget anvendelighed.
Der er masser af CO2 at spare, om man formår at sænke forbruget af den klimaskadelige gasart ved produktion af cement. Pressefoto.
Der er masser af CO2 at spare, om man formår at sænke forbruget af den klimaskadelige gasart ved produktion af cement. Pressefoto.

Med en investering på 21,6 millioner kroner fra Innovationsfonden tager et nyt projekt ledet af Teknologisk Institut et stort skridt mod udvikling af de næste generationer af fremtidens grønne cementer.

Målet er at reducere CO2-udledningen ved cementproduktion med 50 procent. Og det nye projekt, Calliste, bygger videre på Aalborg Portlands Futurecemtm teknologi, som handler om at erstatte cementklinker med en kombination af kalcineret ler og kalk.

Futurecemtm -cement er primært udviklet til anvendelse i såkaldt færdigblandet beton, men ambitionen i Calliste-projektet er at videre udvikle Futurecemtm, så kravene fra alle anvendelsesområder inden for beton bliver dækket endnu bedre, samt opnå en endnu større CO2 reduktion.

– Vores beregninger viser, at potentialet for årlige CO2 -besparelser, der kan opnå ved implementering af projektets resultater, er betydeligt. Alene i Danmark forventes en potentiel besparelse at kunne være helt op mod 0,5 millioner tons CO2 i 2030. Og på globalt plan vil en implementering af Futurecemtm-teknologien kunne føre til en CO2-besparelse på cirka 900 millioner ton årligt, hvis det antages at teknologien medfører en 30 procent reduktion af den nuværende CO2 -udledning fra cementproduktion, siger Søren Lundsted Poulsen fra Teknologisk Institut, der er projektleder for Calliste.

Ifølge Aalborg Portland har projektets resultater potentiale til at få en afgørende betydning for den grønne omstilling inden for byggeriet i både Danmark og globalt.

Ud over Aalborg Portland og Teknologisk Institut deltager udenlandske og danske forskere fra Technische Universität München, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.

Ud over de nævnte konsortiepartnere indgår også en række toneangivende betonproducenter, Unicon A/S, CRH Concrete A/S og IBF i projektets partnerkreds. Bygherrerne i projektet er Vejdirektoratet, Femern A/S, FB Gruppen og DTU Campus.

Relateret indhold