MT Højgaard Holdings forretningsenhed, MT Højgaard Danmark, har vundet totalentreprisen på et stort kontorbyggeri i Nordhavn i København. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse. Kontrakten har en samlet værdi på 1,589 milliarder kroner.
Bygherre på projeketet er K/S Svanemølleholm, der er et selskab i AP Pension-koncernen. Og entreprisen omfatter færdigprojektering og opførelse af et kontorbyggeri på 56.500 etagemeter, som skal rumme domicilerne for AP Pension Livsforsikringsaktieselskab og Nykredit A/S samt et flerbrugerhus og tilhørende fælleskælder på 17.500 etagemeter
– Vi er glade for, at AP Pension har valgt, at vi i MT Højgaard Danmark skal være med til at realisere de planer, som AP Pension har for Svanemølleholmen. Det er en aftale, som skaber stor værdi for begge parter, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde, siger Niels Holm Mikkelsen, der er sektionsdirektør for Anlæg Øst i MT Højgaard Danmark.
Aflevering i 2023
Administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, fortæller, at pensionsselskabet både kommer til at eje Nykredits domicil og deres eget.
– Det er et stort projekt, vi skal opføre på Svanemølleholm. Derfor er vi også glade for, at vi har indgået en totalentrepriseaftale med MT Højgaard Danmark, som vi er sikre på, kan løfte opgaven med at bygge nye domiciler til Nykredit og AP Pension, forklarer han og uddyber:
– For os har det været vigtigt at få en totalentreprenør, der blandt andet har den nødvendige erfaring, økonomi og rigtige bemanding, og den totalentreprenør har vi fundet i MT Højgaard Danmark, siger Peter Olsson, der forventer, at Nykredits domicil afleveres ved udgangen af andet kvartal i 2023, mens AP Pensions eget afleveres i årets sidste kvartal i 2023.
Arbejdet begyndes om små to uger, 15. maj.