Store tidsbesparelser og markant lavere fejlmargin er blandt gevinsterne, om projekthåndteringen fra start til slut foregår med afsæt i intelligente 3D-modeller. Det er oplevelsen hos porebeton-eksperterne hos Xella, som derfor udvider sin skandinaviske organisation med en helt ny digital afdeling.
– Med vores nye afdeling sætter vi turbo på den digitale omstilling ved blandt andet at fokusere på hurtigere og meget mere præcise tilbudsberegninger. Målet er at forberede vores eget digitale landskab til allerede om få år at kunne håndtere samtlige større byggerier digitalt ved brugen af 3D, siger CEO i Xella Skandinavien Fredrik Johansson.
Præcis hvor mange penge Xella har investeret i oprettelsen af den digitale afdeling, ønsker de ikke at komme nærmere ind på.
Arbejdsgangene forenkles
I spidsen for den nye digitale afdeling står Rasmus Jensen, der de seneste år har været primus motor for udviklingen af Xellas digitale fodfæste i Skandinavien.
Med en baggrund i salg og projektrådgivning ser han netop et stort potentiale i det tætte samarbejde mellem den nye afdeling og virksomhedens salgsorganisation.
– Der bliver tale om en markant forenkling af hele tilbuds- og beregningsprocessen med langt bedre udnyttelse af ressourcerne. Vi har brugt 3D-modellerne som værktøj til mængdeudtag i et stykke tid, men nu skal vi tage skridtet videre og udvikle værktøjerne yderligere, forklarer han og uddyber:
– Allerede i år er det målet, at vi vil kunne lave mindst 10 procent af den samlede tilbudsvolumen på denne måde, svarende til omkring 300.000 kvadratmeter vægge, dæk og isolering. Det vil spare en masse ressourcer både for kunderne og os selv, forklarer han.
Rasmus Jensen får som Head of Department selskab af BIM-manager Almir Hodzic i Danmark samt beregningschef Ben Birouti og projektingeniør Leif Skustad i henholdsvis Sverige og Norge.
Kun fantasien sætter grænser
De digitale ambitioner hos Xella stopper imidlertid ikke ved optimeringen af den projektering og beregning, der foregår in-house.
Koncernen er lige nu i gang med implementeringen af det globale Blue.sprint-digitaliseringsprojekt, der også omfatter udarbejdelse af en digital produktdatabase og optimering af forsyningskæden via track & trace-systemer og projekttilpasset just-in-time-levering.
– Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man ellers kan gøre. Andre steder i Xellas organisation er man allerede langt med hensyn til brug af animationer, renderinger, Virtual Reality med videre til at understøtte både udvikling og undervisning. Der er derfor ingen tvivl om, at vi kommer til at fortsætte med at flytte grænserne og udvikle nye måder at forbedre byggeriet på, slutter Rasmus Jensen af.