Der bliver i stigende grad efterspurgt PEFC-certificeret træ på det danske marked, oplyses det i en pressemeddelelse fra PEFC Danmark.
Men selv om Danmarks største skovejer, Naturstyrelsen, udlægger mere skov til urørt skov, skal efterspørgslen nok blive imødekommet. Markedet kan nemlig mættes med bæredygtigt træ fra private skovejere.
– Udover Naturstyrelsens skove, er der næsten 100.000 hektar PEFC-certificere skove, der kan forsyne det danske marked med bæredygtigt træ og flere er på vej. Væksten i det PEFC-certificerede skovareal vil kompensere for de områder Naturstyrelsen udlægger til urørt skov, fastslår formand for PEFC Danmark, Palle Thomsen.
Håber på flere krav
Skovbrug er langtidsplanlægning, men det betyder ikke, at byggeriet skal vente generationer på at få leveret bæredygtigt træ. En PEFC-certificering er et frivilligt værktøj til skovejerne, der gerne vildokumentere bæredygtigt skovbrug og følge en række principper for at øge og bevare skovens biodiversitet, tage sociale hensyn samt styrke skovens positive bidrag mod klimaforandringer.
– Det danske marked kan forsynes med bæredygtigt træ fra de PEFC-certificerede skovejere, som frivilligt har valgt at omstille deres skovbrug. Jeg synes, det er vigtigere at diskutere, hvordan vi får flere virksomheder til at stille krav til bæredygtigt træ end at diskutere om markedet kan mættes af dansk træ, fortæller Palle Thomsen.
På verdensplan vækster PEFC, og i dag er 75 procent af de certificerede skove PEFC-certificerede. I Danmark er vi længere fremme, og PEFC står for tæt på 100 procent af de certificerede skove, og dækker et areal på næsten halvdelen af skovarealet. Så skove og træer kan både nu og i fremtiden efterspørges af markedet.
– Markedet kan få bæredygtigt træ, og vi ved, at mange virksomheder er certificeret efter de to største certificeringsordninger, hvilket betyder de har fleksibilitet i deres indkøb og på markedet. Inkluderede indkøbspolitiker er med til at fremme bæredygtigt skovbrug, og det gør virksomhederne mindre sårbare overfor ændringer i skovbruget, som vi eksempelvis ser nu med Naturstyrelses ændrede drift, slutter Palle Thomsen.