Boss Ladies indtager Jylland

På et arrangement i Herning markerede man, at initiativet Boss Ladies, der skal sikre flere kvinder i de traditionelle mandefag, nu har spredt sig fra hovedstaden og ud i provinsen.
Boss Ladies-Camp på Herningsholm Erhvervsskole i Herning markerede udnævnelsen af mere end en god håndfuld nye kvindelige håndværker-ambassadører. Pressefoto.
Boss Ladies-Camp på Herningsholm Erhvervsskole i Herning markerede udnævnelsen af mere end en god håndfuld nye kvindelige håndværker-ambassadører. Pressefoto.

– De er vist ret posede, lyder det fra to deltagere, som netop er ankommet til lørdagens Boss Ladies-arrangement i Herning. De to kvinder er hurtigt i gang med at vurdere de t-shirts med logo på, alle får udleveret som det første.

– Hvordan står de til en kjole?

Ikke alt for godt, virker det til, og de går da også straks i gang med saks og snilde og får rettet tekstilet til. Hænderne er vel skruet ordentligt på.

Samme hænder, kløgtige hænder, er omdrejningspunktet i dag. Der skal flere kvinder ind i de håndværksfag, som i så mange år har været forbeholdt mænd og mandekultur. Det mener initiativtager Nina Groes.

Initiativtager til Boss Ladies, Nina Groes, ser frem til at flere jyske kvinder skal samle håndværker-stafetten op og bryde de erhvervsmæssige kønsmønstre. Foto: Thøger Raun.
Initiativtager til Boss Ladies, Nina Groes, ser frem til at flere jyske kvinder skal samle håndværker-stafetten op og bryde de erhvervsmæssige kønsmønstre. Foto: Thøger Raun.

Til det formål har hun samlet de kommende jyske Boss Ladies-ambassadører i Herning for at oplære dem i at tage ud på folkeskoler og fortælle om fordelene ved tømrer-, murer- vvs- og elektrikeruddannelserne med flere.

– Vi skal nedbryde de fordomme, der stadig eksisterer i bedste velgående, når det kommer til piger og kvinders valg af ungdomsuddannelse og erhverv. Det gælder om at informere lærere, studievejledere og forældre om, at håndværker-vejen også er en vej for deres elever og døtre, siger Nina Groes og sætter tal på.

– Til eksempel er der kun 41 kvinder i Danmark, der har taget uddannelsen som tømrer. Det må vi simpelthen kunne gøre bedre.

Jyske tilstande?

I København i særdeleshed og på Sjælland generelt har der længe været færre i en ungdomsgeneration, som vælger erhvervsskolen frem for gymnasiet.

Sandra Kidsmose, 23, fra Juelsminde er uddannet tømrer og vil gerne være med til at tiltrække flere kvinder til sit fag. Pressefoto.
Sandra Kidsmose, 23, fra Juelsminde er uddannet tømrer og vil gerne være med til at tiltrække flere kvinder til sit fag. Pressefoto.

I flere Nordsjællandske kommuner er tallet under 10 procent procent af en årgang, mens der i Jylland og i særdeleshed i Nordjylland tegner sig et helt andet billede.

Nordpå kan de fleste kommuner bryste sig af, at 25 procent af en årgang vælger en faguddannelse. Det viser tal fra Undervisningsministeriet.

Men Boss Ladies er der stadig behov for i Jylland, lyder meldingen fra Nina Groes. Gode takter til trods.

– Vores erfaringer viser, at 90 procent af de kvinder, som vælger et håndværk, har en far eller en bedstefar, som har taget dem i hånden og vist dem branchen. Vi ønsker, at flere kvinder – også dem uden nære relationer i branchen, bliver opmærksomme på, at de kan lære et håndværk, hvis de vil, forklarer hun og uddyber:

– Samtidig har regeringen sat en målsætning, der sigter på, at 30 procent af en ungdomsgeneration, skal vælge et håndværksfag i 2030. Det mål når vi ikke uden kvinderne. Og skal de klare uddannelsen kræver det, at der er frontløbere at spejle sig i og sparre med, siger hun.

Mester, tænkt feminint

En af de helt store hurdler, som kvinder oplever, når de er startet på en håndværksuddannelse, er besværet med at få en praktikplads, forklarer Nina Groes videre.

Der er simpelthen for mange mestre, som mangler lidt feminint fokus, når det kommer til at finde den næste lærling.

Det er også tømrer Sandra Kidsmoses oplevelse. I dag er hun fastansat ved JH Tømrer & Snedker. Men vejen hertil var ikke uden sværdslag.

– Jeg sendte ansøgninger via nettet og var også rundt til fem-seks steder og aflevere personligt, men der er firmaer, som ikke har prøvet at have en kvinde ansat og ikke ønsker at “bakse” med det. Derfor kræver det noget ekstra at få en plads, forklarer hun og uddyber, at hun gerne vil hjælpe andre kvinder til at få en fod indenfor i branchen.

Den indstilling får hun også god mulighed for at praktisere. Første skridt for de nye ambassadører er nemlig folkeskolen. Det er her man kan bedst kan bryde med forestillingen om, at pigerne bør vælge gymnasiet, mens drengene skal vælge håndværksfagene, lyder det fra Nina Groes.

– Vi skal tale fagene op, hæve prestigen og inspirere pigerne til at vælge en erhvervsuddannelse. Derfor får Jylland masser af gavn af vores nye Boss Ladies, siger Nina Groes.

Med udvidelsen til Jylland er man nu oppe på at have 124 Boss Ladies på landsplan.

Relateret indhold