Hvor er pigerne, som skal løfte hammer, rørtang og pensel?

Underdirektør Tina Voldby. Pressefoto.
Underdirektør Tina Voldby. Pressefoto.

Overordnet set går det den rigtige vej for erhvervsskolerne. 2019 markerede det tredje år i træk, hvor en voksende andel af de unge valgte en erhvervsuddannelse – om end stigningen var ganske beskeden.

Men bag tallene gemmer sig store kønsforskelle. For mens erhvervsskolerne tiltrak 1,4 procentpoint flere drenge sidste år, faldt tallet igen for pigerne – denne gang med 0,2 procentpoint. Og det er et problem. Vi har brug for flere faglærte både nu og især de kommende år, og behovet for faglært arbejdskraft er så stort, at drengene ikke kan trække læsset alene.

Gør op med forestillingerne

Det er især på de tekniske og håndværksmæssige erhvervsuddannelser – som elektriker- og vvs-energiuddannelserne – at det er svært at tiltrække unge kvinder. Jeg tror, det i høj grad handler om fordomme om og forkerte forestillinger til, hvordan det er at være håndværker. Vi har derfor brug for at gøre op med disse fordomme og få fortalt ikke bare pigerne men også deres forældre, at fagene har udviklet sig markant de senere år.

De kommer således ind i en branche, hvor den teknologiske udvikling præger arbejdet med nye tekniske løsninger, intelligent styring, robotter og automation. Og så bidrager man ikke mindst hver eneste dag til den grønne omstilling ved at rådgive om og installere energibesparende og vedvarende energiløsninger.

Installationsbranchen har brug for, at flere dygtige unge finder vej til vores uddannelser. Derfor skal vi også have pigerne i tale og få dem tændt på en spændende karriere i en branche i vækst og udvikling.

Hjælp tak

Men vi kan ikke gøre det alene. Der er brug for en fortsat og bred indsats fra både skoler, uddannelsesvejledere, organisationer og ikke mindst virksomhederne selv, hvis vi skal have held til at gøre op med pigernes og deres forældres gymnasiale vanetænkning.

Hos Dagens Byggeri præsenterede man for nylig en række foregangskvinder i temaet “Kvinder i byggeriet”, men der skal mere til. Der er brug for forbilleder, som kan kommunikere i øjenhøjde med pigerne allerede i folkeskolen og vække deres interesse for erhvervsuddannelserne. For de findes derude, de piger og kvinder, der har valgt en karriere med hammer, rørtang, spændingsmåler eller pensel – og deres historier skal inspirere flere til at søge samme vej.

Skal vi videre endnu, er der brug for, at både virksomheder og politikere støtter op om arbejdet med at gøre erhvervsuddannelserne attraktive og sikrer at flere unge – også piger tilvælger erhvervsuddannelserne – ikke mindst de tekniske og håndværksmæssige.

Relateret indhold