– I Dansk Byggeris kvitterer vi for, at S-regeringen har sikret ro om håndværkerfradraget, så borgerne også fremover kan benytte det til både serviceopgaver og til at få renoveret boligerne, så de bliver klimavenlige og energieffektive. Samtidig bidrager fradraget til at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet i kampen mod sort arbejde, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Boligjobordningen, som håndværkerfradraget også kaldes, kan ifølge Dansk Byggeri komme til at spille en vigtig rolle de kommende år.
– Når der skal sættes kød og blod på klimalovens 70 procents reduktion af drivhusgasser, er energirenoveringer af vores boliger og dermed håndværkerfradraget ikke til at komme uden om, siger Lars Storr-Hansen.
Giftig generationsskifteskat – og ubehagelig tinglysningsoverraskelse
Samtidig er det positivt, at en annonceret forlængelse af den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode fra 30 til 40 dage, er taget af bordet, og at der også åbnes for udenlandsk arbejdskraft med en ny positivliste for faglærte. Her er det især radikale, man skal sende en venlig tanke.
Til gengæld er der ikke venlige tanker fra Dansk Byggeri, når det gælder skatten på generationsskifte, der nu igen hæves til 15 procent.
– Hvis man vil bevare danske virksomheder og arbejdspladser, nytter det ikke noget at gøre det dyrere for næste generation at overtage og videreføre virksomhederne. Og hvis man ønsker en ensartet arveafgift, burde man have valgt den laveste og ikke den højeste fællesnævner. I Sverige har regeringens socialdemokratiske søsterparti for eksempel helt afskaffet arveafgiften, siger Lars Storr-Hansen.
Dansk Byggeri beklager også, at der som en negativ overraskelse skrues op for tinglysningsafgiften, hvilket blandt andet hæmmer mobiliteten på boligmarkedet.
Flere penge til erhvervsuddannelserne
Dansk Byggeri fremhæver, at omprioriteringsbidraget, der pålagde uddannelsesinstitutioner at spare to procent om året, nu endeligt er lagt i graven. Og at der næste år er afsat penge, der skal være med til at genoprette erhvervsuddannelserne.
– Det er absolut nødvendigt, at vi få får flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, og kvaliteten af både undervisningen og erhvervsskolerne skal løftes, siger Dansk Byggeris administrerende direktør.
Forsøg med ID-kort
Som noget nyt vil der blive taget initiativ til en forsøgsordning på store byggerier, hvor medarbejderne skal identificere sig med ID-kort. Regeringen og støttepartierne vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal være med til at designe kortet og følge ordningen.
– Dansk Byggeri arbejder for ordnede forhold i byggeriet. ID-kort er ikke en blomst, der er groet i vores have. Men hvis vi bliver inviteret til at være med til at designe og følge forsøget, kommer vi selvfølgelig. Ikke mindst for at sikre, at unødige administrative byrder undgås, siger Lars Storr-Hansen.