Dorte Mandrup skal tegne arktisk attraktion

Endnu engang formår Dorte Mandrup at skabe arkitektur i pagt med naturen. Den danske tegnestue er netop blevet offentliggjort som vinder af konkurrencen om at tegne den nye attraktion The Whale, 300 kilometer nord for Polarcirklen i det nordlige Norge.
The Whale skal opføres i Norge 300 kilometer nord for polarcirklen. Visualisering: MIR.
The Whale skal opføres i Norge 300 kilometer nord for polarcirklen. Visualisering: MIR.

The Whale

  • Bygherre: The Whale AS
  • Sted: Andenes, Norge
  • Areal: 4.500 m2
  • Status: Forventet 2022
  • Projektet er udført af:
  • Arkitekt: Dorte Mandrup A/S
  • Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen Landskab
  • Konsulenter:
  • Udstillingsdesign: JAC Studios
  • Ingeniør: Thornton Tomasetti
  • Kunstkonsulent: Anders Kold
  • Hvalforsker: Niels Øien

Dorte Mandrup A/S er sammen med Marianne Levinsen Landskab, JAC Studio, Thornton Tomasetti, AT Plan & Arkitektur, Niels Øien og Anders Kold, blevet offentliggjort som vinder af konkurrencen om at designe The Whale i Andenes på øen Andøya i Norge. Andenes er en af de bedste steder i verden at se hvaler, og den nye attraktion kommer til at fortælle historien om dette mytiske dyr gennem kunst, videnskab og arkitektur.

Taget er en bølge, som man kan nyde udsigten - også måske hvaler - fra. Visualisering: MIR.
Taget er en bølge, som man kan nyde udsigten – også måske hvaler – fra. Visualisering: MIR.

– Andøya er et unikt sted, og The Whale er et helt ekstraordinært projekt. Vi får ikke kun mulighed for at skabe arkitektur i endnu et storslået landskab, vi er også med til at øge forståelsen for hvaler og bevaringen af det maritime liv, siger grundlægger og kreativ direktør Dorte Mandrup.

– Lige her på kanten af havet sætter vi et aftryk i et fantastisk landskab – med muligheden følger et stort ansvar, hvilket er enormt motiverende og inspirerende, tilføjer hun.

En attraktion i verdensklasse

Dorte Mandrup har designet en bygning, der vokser naturligt ud af landskabet. The Whale rejser sig som en blød bakke på den stenede kyst, som havde en kæmpe løftet jordskorpen og skabt et hulrum nedenunder.

Dorte Mandrup vinder projektet foran BIG, Snøhetta og Reiulf Ramstad. Visualisering: MIR.
Dorte Mandrup vinder projektet foran BIG, Snøhetta og Reiulf Ramstad. Visualisering: MIR.

– Det har været en stor udfordring at kåre en vinder af arkitektkonkurrencen, fordi vi fik flere forslag af meget høj kvalitet. Projektet fra Dorte Mandrup er imidlertid en klar vinder og opfylder konkurrencekriterierne på bedste vis. Det er poetisk og lavmælt og samtidigt en meget spændende og usædvanlig bygning. Vi ser frem til at arbejde sammen med Dorte Mandrup for at realisere The Whale i Andenes. Med dette fantastiske forslag har vi det, der skal til for at skabe en attraktion i verdensklasse, siger Børre Berglund, CEO, The Whale AS og formand for juryen for arkitektkonkurrencen.

Opløser grænsen mellem landskab og bygning

Bløde fjelde, åbent hav, midnatssol og nordlys karakteriserer øen Andøya, hvor The Whale skal bygges. Både over og under havets overflade udfolder der sig en dramatisk natur og et rigt dyreliv, hvilket har haft stor indflydelse på Dorte Mandrups fortolkning af sted og program og dermed designet af The Whale.

The Whale er formet som en blød kurve, der skal lede tankerne hen på en hvalhale og den lille del af hvalens ryg, der er synlig over vandet. Visualisering: MIR.
The Whale er formet som en blød kurve, der skal lede tankerne hen på en hvalhale og den lille del af hvalens ryg, der er synlig over vandet. Visualisering: MIR.

Taget på The Whale er formet som en blød kurve, der både skal lede tankerne hen på en hvalhale og den lille del af hvalens ryg, der er synlig over vandet. Overfladen på bygningen vil blive belagt med ubearbejdede sten fra området, der gennem tiden patinerer og nænsomt udvisker grænserne mellem bygning og natur.

Udover at mime en hval, skaber den buede facon en bakke – som lokale og besøgende har mulighed for at gå op på. Fra toppen vil der være ubrudt udsigt over havet, bjergene og for de heldige, nordlyset. Indeni bygningen skaber store vinduer mod skærgården en visuel kontakt mellem omgivelser og udstilling, ligesom rå klippe stikker frem flere steder i bygningen. På mange måder flyder natur og arkitektur sammen i projektet, der har til formål at beskytte det maritime liv og miljø gennem sanselige og inspirerende udstillinger og arkitektur.

Klipperne bliver integreret inde i bygningen. Visualisering: MIR.
Klipperne bliver integreret inde i bygningen. Visualisering: MIR.

Kort sagt, Dorte Mandrup vil skabe en bygning, der ikke bare skal passe ind i landskabet, men understrege og forstærke det – ligesom det også har været ambitionen med Vadehavscentret i Ribe og Isfjordcentret i Ilulissat, Grønland.

Bygningen indeholder udstilling, café, kontorer og butik, og projektforslaget vil danne grundlag for den videre detaljering og opførsel af attraktionen.

The Whale forventes at slå dørene op i 2022.

Relateret indhold