Software øger sikkerheden i højden

Top Tracing er et antikollisions-system, som øger sikkerheden i tårnkranerne.
Bjarne Frølund, teknisk konsulent i Ajos' kranafdeling, ved den sensor der fortæller, hvor kranens udlægger er henne på pladsen. Pressefoto.
Bjarne Frølund, teknisk konsulent i Ajos' kranafdeling, ved den sensor der fortæller, hvor kranens udlægger er henne på pladsen. Pressefoto.

Tårnkraner og semimobilkraner er effektive hjælpere på en byggeplads, når byggeelementer og øvrige materialer skal monteres eller håndteres. Sikkerheden skal selvfølgelig også være i top, når kranerne arbejder i højderne, og derfor tilbyder Ajos et særligt sikkerhedssystem med sine Potain-kraner.

Systemet hedder Top Tracing og er et softwareprogram, som forhindrer kollisioner mellem kranen, bygninger samt øvrige kraner og aktører på byggepladsen. Ved hjælp af sensorer kan kranens fulde arbejdsrum programmeres og afgrænses elektronisk, og dermed er den afskåret fra farlige situationer over banelegemer, trafikerede områder, bygninger osv.

I situationer med så mange samtidigt arbejdende kraner på en plads, er det en god idé at bruge Top Tracing. Pressefoto.
I situationer med så mange samtidigt arbejdende kraner på en plads, er det en god idé at bruge Top Tracing. Pressefoto.

Virtuel afspærring

– Tårnkraner og semimobilkraner kan i princippet arbejde inden for en 360 graders cirkel. Kodningen i softwaren betyder, at man kan spærre et vilkårligt område inden for cirklen, og gøre det til et ikke-tilgængeligt arbejdsområde. Det gælder både for cirklens areal og i højden. Fx kan ét område spærres fra 15 meter og op efter, mens et andet område spærres helt af for løft, forklarer Bjarne Frølund, teknisk konsulent i Ajos’ kranafdeling.

Kraner taler sammen

Når flere kraner arbejder på samme byggeplads, eller en bygning skyder i højden, er der forhindringer, som kranføreren skal tage højde for. I den sidste ende er det kranførerens ansvar, at kranens udlægger, bagbro og wire ikke kolliderer med omgivelserne. Men med Top Tracing får kranføreren en elektronisk hjælpende hånd. Systemet understøtter blandt andet, at flere kraner kan “snakke” sammen, og på den måde forhindre kollisioner med hinanden. Den elektroniske kommunikation gælder også på tværs af krantyper, som fx tårnkraner og semimobilkraner.

– Det er altid kranførerens ansvar, at arbejdet sikres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Nogle mener, at den ansvarsfordeling er helt fin, mens andre mener, at det ansvar bør vedkommende ikke bære alene. Nogle steder er det et konkret krav, at Top Tracing er installeret på kranerne, siger Bjarne Frølund.

Intet tungt over skinner

Eksempelvis stiller Banestyrelsen krav om Top Tracing, når der arbejdes i nærheden af jernbanestrækninger. Her er det ikke tilladt på noget tidspunkt at løfte byrder ud over skinnerne. Ligeledes kan man med fordel lægge en spærring ind, så kranen ikke kan løfte byrder over befærdede områder.

Ajos har blandt andet leveret syv kraner med Top Tracing til Ringstedbanen. Det anvendes også pt. i Københavns Lufthavn, hvor systemet sikrer, at kraner med byrde ikke kan svinge ud over gangveje eller eksisterende bygninger.

Relateret indhold