Hvad er byggebranchens rolle i forhold til at opfylde klimamålene?
Det var ét af flere spørgsmål, som GSV-direktør Dan Vodsholdt besvarede til en konference i Københavns Nordhavn om fremtidens byggeri.
For 40 procent af CO2-udledningen på verdensplan stammer fra byggebranchen. Derfor mener Dan Vodsholdt også, at branchen har et medansvar for at nå FN’s klimamål.
– Klimaet er helt klart et fælles ansvar. Så derfor skal vi også være klar til at gøre noget for at nedbringe CO2, sagde Dan Vodsholdt.
Skærpede krav til branchen
380 branchefolk var tilmeldt konferencen, hvor også overborgmester for Københavns Kommune, Frank Jensen (S) og Anne Skovbro fra By og Havn holdt oplæg.
Overborgmesteren gjorde det klart, at de ambitiøse klimamål for København er nødvendige.
– Hvis ikke vi gør mere, end vi allerede har gjort for klima og miljø i København, så når vi ikke i mål i 2025. Derfor står det også klart, at vi skal gøre mere og tage nogle større skridt, og det er også det, der fremgår af vores budgetaftale, som vi indgik i fredags, lød det fra Frank Jensen i hans tale.
Han talte især om to nye vindmølleparker i Øresund og større miljøkrav, som Københavns Kommune vil stille til byggepladser for kommunale projekter.
– Vi kommer til at skærpe kravene i de udbud, vi laver. Det bliver krav til emission og genanvendelse af materialer, sagde Frank Jensen.
Og det er netop de krav, som betyder, at byggebranchen skal på banen, og som gør, at GSV’s Dan Vodsholdt havde indkaldt til konferencen.
– De krav kommer til at ramme alle, og derfor skal vi tage et ansvar. Det er rigtig vigtigt, at vi begynder at tage et ansvar allerede nu, og her vil GSV gerne være med til at tage den dialog, fordi vi er en af de store spillere på markedet, så vi føler, vi har en forpligtelse, sagde Dan Vodsholdt.
Mange bække små
Ikke bare kravene fra bygherre bliver skærpet i fremtiden, men Dan Vodsholdt forudser også, at der på et tidspunkt bliver incitamenter for entreprenørerne i at imødekomme flere miljøkrav. Han mener, at en miljøcertificering af selve byggepladsen og processen op til et færdigt byggeri kan blive fremtiden.
– Jeg tror helt sikkert, at det bliver fremtiden, for det er klart, at når man sætter en masse mål, så skal nogen også vurdere, om de bliver overholdt. Samtidig vil entreprenører være interesserede i at kunne vise et reelt certifikat, som viser den indsats, man har gjort for klimaet, sagde han.
Men hvor CO2-reduktion og klimamål måske kan tage pusten fra mange, så understregede Dan Vodsholdt, at der er mange mindre initiativer, man kan tage i både små og store virksomheder, så det ikke virker uoverskueligt.
– Det er nu, vi skal gøre noget og ikke om fire år. Men det er små tiltag, man selv kan gøre. Det er ting lige fra at sætte lyssensorer i til at bruge sæbe i højtryksrenserne, der gør, at man sparer på vandet, som vi selv har gjort. Det er små tiltag, men det er ikke raketvidenskab, sagde han.