Kvinder fravælger erhvervsuddannelser hvor jobmulighederne er størst

Underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Selv om vi ofte praler af at have ligestilling, har den ikke for alvor vundet indpas i klasselokalerne på mange af de populære erhvervsuddannelser.

En opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at kvinderne sidder på mindst ni ud af ti stole i undervisningslokalerne på uddannelser som kosmetiker, tandklinikassistent, veterinærsygeplejerske og frisør. Uddannelser, hvor der er udsigt til arbejdsløshed, hvis vi udviklingen fortsætter. Mens der er meget langt imellem kvinderne på uddannelser som tømrer, murer og bygningssnedker.

Spring ud i det

Det er forstemmende at se, at valget af uddannelse stadig er så præget af kønsroller og vanetænkning. Vi skal væk med det stereotype billede af bygge- og anlægsvirksomhederne som en branche kun for mænd med hår på brystet.

Mit råd til de unge kvinder er derfor: spring ud i det og vælg en uddannelse og karriere, hvor I skal svinge murerskeen og saven i stedet for hårsprayen og vandglasset. Det er ikke bare spændende og udfordrende. Der er også rigtig god udsigt til et godt job og muligheder for at læse videre bagefter.

Dansk Byggeris tal viser, at der på de erhvervsuddannelser, hvor kvinderne udgør fra nul til 20 procent af de studerende, vil komme til at mangle mere end 34.000 faglærte i 2028. Mens der på de fag, hvor kvinderne udgør et markant flertal og sidder på 80 til 100 procent af uddannelsespladserne, samlet set er udsigt til arbejdsløshed, hvis uddannelsesmønstret ikke ændrer sig.

Udviklingen vender

Heldigvis går udviklingen så småt den rigtige vej inden for byggeri- og anlægsfagene. Fra 2017 til 2018 blev der indgået over 100 flere uddannelsesaftaler med kvindelige elever på erhvervsuddannelserne inden for bygge- og anlæg. En stigning på 19 procent. Og kvinderne er begyndt at vælge mere bredt.

Traditionelt har kvinder i byggeriet valgt malerfaget, men det seneste år er søgningen til uddannelser som tømrer, maskinsnedker og murer steget med hhv. 33, 209 og 13 procent. Det er dog fra et forholdsvist beskedent udgangspunkt, og malerfaget er stadig det absolut mest populære med 459 uddannelsesaftaler for kvinder.

I Dansk Byggeri er vi rigtig glade for, at stadig flere kvinder nu får øjnene op for andre erhvervsuddannelser inden for bygge- og anlæg. Men der er lang vej igen. De store årgange er på vej på pension, og vores virksomheder har brug for tusindvis af nye faglærte de kommende år – både kvinder og mænd.

Relateret indhold