På et møde den 27. juni 2005 mellem Aalborg Kommunes daværende borgmester Henning G. Jensen (S), daværende rådmand for teknik og miljø, Henrik Thomsen (dengang SF), og Henrik Calum fra Calum A/S underskrev de tre et kortfattet håndskrevet dokument vedrørende udnyttelsen af en matrikel på Stigsborg Havnefront. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Den omstridte matr. nr. 296a har en attraktiv beliggenhed ned til Limfjorden umiddelbart vest for Aalborg Kommunes By & Landskabsforvaltningen og blev i 2017 udbudt til salg sammen med de øvrige godt 50 hektar på Stigsborg Havnefront. I dag er matriklen ejet af Stigsborg P/S, der er et fælles ejendomsudviklingsselskab mellem Aalborg Kommune, PFA Ejendomme og A. Enggaard.
Calum ejer en bagvedliggende grund og ønsker ikke matriklen bebygget, da et byggeri her potentielt set kan tage en del af udsigten fra Calums grund. Nu vil Calum via en stævning af Aalborg Kommune afprøve dokumentets juridiske værdi ved domstolene.
– Hos Aalborg Kommune har vi kendt til dokumentet siden dets tilblivelse. Der er ikke tale om en bindende aftale, og vi tillægger således ikke dokumentet en juridisk betydning, siger kommunaldirektør Christian Roslev i pressemeddelelsen.
Aalborg Kommune har qua sagens atypiske karakter indhentet rådgivning fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der er specialister inden for ejendomsret. Bruun & Hjejle skriver opsummerende i et notat:
“Calums krav er uberettiget, og dokumentet forpligter hverken kommunen til at friholde arealet fra bebyggelse eller til at betale erstatning til Calum A/S, idet der ikke er indgået en gyldig aftale, der forpligter Aalborg Kommune.”, og videre “Dette støttes navnlig på, (i) at dokumentet ikke kan anses for en bindende aftale indgået på vegne af kommunen, (ii) at borgmesteren ikke gyldigt kan binde kommunen i forhold til en sådan forpligtelse, (iii) at kommunen ikke gyldigt kan påtage sig en sådan forpligtelse, og (iv) at selv hvis dokumentet forpligtede kommunen, må den som følge af overdragelse anses for bortfaldet.”
Endelig bemærker Bruun & Hjejle, at selv hvis der eksisterede en sådan forpligtelse ville den være i strid med statsstøttereglerne, hvilket hindrer, at Calum kan gennemføre et erstatningskrav herfor.
– Vi er i gang med et rigtigt godt byudviklingsprojekt, som har stor betydning for Nørresundby og Aalborg Kommune, og denne sag har efter vores opfattelse ikke betydning for fremdriften i byudviklingsprojektet, siger Christian Roslev.
Det har ikke været muligt at komme igennem til Calum A/S, men andre medier skriver, at Henrik Calum ikke ønsker at udtale sig om sagen, så længe den kører.
Ifølge erhvervsdatabasen BiQ, sidder Henning G. Jensen i dag i Calums bestyrelse. Det har han gjort siden 31. januar 2014.