De københavnske skolelever skal ud i virkeligheden

Mads Raaschou er formand for Dansk Byggeri Hovedstaden. Pressefoto.
Mads Raaschou er formand for Dansk Byggeri Hovedstaden. Pressefoto.

Sjældent har jeg været så glad, som da jeg så, at politikerne på Københavns Rådhus i budgettet for 2019 har afsat 13 millioner kroner, så alle københavnske skolelever i løbet af deres skoletid kan komme i et skole-virksomhedsforløb. Her kan de se, hvad de helt praktisk kan bruge de ting, de lærer i skolen, til ude i virkeligheden i en virksomhed. Det er netop en af de ting, som er nødvendige, hvis vi i fremtiden skal have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

I København er der kun 12,6 procent af de unge, der efter folkeskolen vælger en erhvervsuddannelse som fx snedker, elektriker eller murer. Det er alt for få, hvis vi skal sikre, at vores lokale virksomheder også i fremtiden kan få de medarbejdere, de har brug for. Derfor skal der lyde stor ros til Københavns Kommune for at gå foran og udfordre og inspirere de unge til at tænke over, om gymnasiet nu også er den rigtige ungdomsuddannelse for lige netop dem.

Nu er det op til folkeskolerne at gribe de muligheder, som de 13 millioner giver – så vanetænkningen bliver brudt, og de uge bliver inspireret til at se på alle muligheder, inden de vælger ungdomsuddannelse. Jeg vil opfordre folkeskolerne til at sende eleverne ud i virkeligheden allerede i 3. klasse, så det ikke først er lige før eleverne skal vælge ungdomsuddannelse, at de opdager, at der er flere veje at gå.

Jeg håber, at andre kommuner i hovedstadsområdet vil give deres elever de samme muligheder. Det er en god investering i både elevernes og det lokale erhvervslivs fremtid.

Relateret indhold