ROSKILDE: I næste uge skal håndværkere indenfor alle mulige fag konkurrere om, hvem der er Europas bedste til sit fag. EuroSkills, som turneringen hedder, får også dansk besøg.
En af de danske landsholdshåndværkere er Justian Raahauge, der vandt DM i Skills som bygningssnedker.
– Det bliver super spændende. Man konkurrerer mod de andre mestre fra de andre lande, så det er et helt andet niveau af konkurrence, end det er til DM, siger Justian Raahauge til Dagens Byggeri.
Justian Raahauge træner for tiden på fuld tid med sin træner, Peter Johnny Hansen, på Roskilde Tekniske Skole. Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi KPK Døre og Vinduer samt Træfonden har sponsoreret træningstiden.
Ikke som den virkelige verden
Udover at opgaven til EuroSkills, der bliver holdt i Budapest i Ungarn, er noget sværere end den danske pendant, så adskiller den sig også fra snedkerarbejdet i den virkelige verden.
– Der er nogle forskellige elementer i rammen, der gør den utroligt svær. Det er meget anderledes i forhold til det, man laver i den virkelige verden. Det vi laver til Skills er nærmest kunst i forhold til, siger Justian Raahauge.
Dagens Byggeri følger med til Budapest, hvor vi følger Justians kamp om europamesterskabet. I toppen af artiklen kan du se et kort interview med træner, Peter Johnny Hansen.