Årets Building Green i Forum i København er veloverstået, og begge dage – onsdag og torsdag – bød på lange køer af besøgende, der var mødt op for at blive inspireret og få mere og viden om bæredygtigt byggeri.
Årets tema var ‘Vejen mod absolut bæredygtighed’ og er ifølge Building Green selv det mest ambitiøse tema til dato – hvilket var med til at tiltrække mange interesserede til de mange talere og debatter med jordens ressourcer og de planetære grænser i fokus:
– Vores største problem var, at køen var så lang, fordi så mange ville ind. Heldigvis var stemningen virkelig god, og vi kunne mærke, at folk glædede sig til at komme ind og opleve scenerne og udstillerne, der stod klar til at vise deres bud på bæredygtige løsninger, fortæller Ditte Rosenquist, Head of Sustainability, Building Green.
Interessen for årets tema var også tydelig på de fem scener, hvor især Main Stage ved hvert indlæg var mere fyldt, end der var stole til.
På eventets første dag var de helt store trækplastre britiske Kate Raworth og japanske Shigeru Ban.
Læs også: Building Green 2022 er skudt i gang
Kate Raworth inspirerede den danske byggebranchen med hendes økonomiske doughnutmodel, der tager højde for jordens planetære grænser og menneskers grundlæggende behov.
Den japanske stjernearkitekt Shigeru Ban, der især er kendt for sine shelters til katastroferamte bygget af papruller, trak også fulde huse, da han indtog scenen og fortalte om sit arbejde med humanitær arkitektur.
Læs også: De er vilde med Building Green: “Vi bliver klogere og meget inspireret”
Mange af de 180 udstillere oplevede trængsel og kø af besøgende, der gerne ville høre mere om deres løsninger til bæredygtigt byggeri. Udstillingen i år var præget af både velkendte og mange nye udstillere med interessante løsninger:
– Vi er med for første gang, og det har været super. Vi har haft masser af besøgende ved vores stand og fået mange spændende kontakter. Vi har mødt nuværende og kommende kunder og beslutningstagere, ejere, arkitekter, studerende og alle mulige forskellige og interessante mennesker, fortæller Mikkel Brohus, Country Manager, Mutebox.
Læs også: Reduction Roadmap løber med ny bæredygtighedspris
Næste gang Building Green slår dørene op, bliver i Aarhus den 3. og 4. maj 2023.
Building Green afholder også de specialiserede konferencer Build in Wood, Build for Biodiversity, Bæredygtig Byggeproces, Biobaserede Byggematerialer, Build for Water, Build for Creativity, Bæredygtig Transformation og Sustainable Infrastructure i 2023.
Derudover lover de flere internationale events.