Træsektionen i DI-Byggeri: Comeback til håndværkerfradraget haster

Håndværkerfradraget er ikke alene en håndsrækning til den grønne omstilling og energibesparelser i en tid med eksploderende priser, men også et væsentligt bidrag til bekæmpelse af sort arbejde.

Under indtryk af energikrisen og udsigten til sløjere økonomiske tider blæser der nye vinde over det politiske landskab. Halvdelen af de opstillede 14 partier erklærer sig positive i forhold til en genindførelse af håndværkerfradraget i den ene eller anden form.

Den nyhed glæder os.

Vi befinder os midt i en historisk energikrise, hvor vi må skrue på alle de håndtag, vi som samfund kan finde. For at gøre os uafhængig af fossilt brændsel, og for at hjælpe den helt almindelige dansker, som er fanget med et gas- eller træpillefyr, kan nødvendige energiforbedringer være et spørgsmål om overhovedet at kunne betale varmeregningen eller bevare husets værdi.

Energiuafhængighed og færre udgifter til energi

Mens man tidligere primært havde den grønne omstilling på nethinden, er energirenoveringer i dag for mange blevet et spørgsmål om at kunne forblive i deres bolig, efter energiprisernes himmelflugt.

Hvis vi genindfører håndværkerfradraget for energieffektivisering, opnår vi tre ting – laver varmeregning for danskerne, mindre CO2 udslip og mindre afhængighed af Putins gas.

Fald i realløn øger fristelse for sort arbejde

Som altid handler håndværkerfradraget også om et opgør med sort arbejde – ikke mindst i en tid, hvor et fald i reallønnen kan gøre det fristende for flere at benytte sig af sort arbejde for at spare udgifter.

På grund af de kraftigt stigende udgifter til energi og fødevarer har de danske familier oplevet et drastisk fald i reallønnen, som ikke bliver fuldt kompenseret af udsigten til lønfremgang.

Det betyder, at livremmen hos mange er spændt så meget ind, at de enten undlader eller udskyder renoveringer, som ellers ville betyde en faldende varmeregning – eller også vælger de at benytte sig af sort arbejde, hvorved hele samfundet taber på bundlinjen.

Håb for fremtiden

Vi håber, at der på Christiansborg – uanset valgets udfald den 1. november – vil være vilje til at præsentere danskerne for et nyt håndværkerfradrag.

Under valgkampen oplever vi naturligvis, at partierne forsøger at overgå hinanden i hjælpeforanstaltninger og forskellige kompensationsordninger for stigende udgifter.

Men her er en god løsning, som DI/ DI-Byggeri har foreslået i sit spritnye udspil “Energispild er spild af tid” – at bygningspuljen konverteres til en fradragsordning i lighed med boligjobordningen.

Så hvis man vil slå hele fire fluer med ét smæk; nemlig energiuafhængighed, reducerede udgifter for den enkelte, grøn omstilling samt bekæmpelse af sort arbejde, er der ingen vej uden om håndværkerfradraget, og det haster.

Relateret indhold