Det byggede miljø skaber livskvalitet

Dagens Byggeri har bedt en række fremtrædende aktører om at gøre nytårsstatus for byggebranchen. I dag svarer administrerende direktør Jesper Nygård, Realdania.
Administrerende direktør Jesper Nygård, Realdania. Foto: Niels Hougaard.
Administrerende direktør Jesper Nygård, Realdania. Foto: Niels Hougaard.

Hvordan er dit overordnede billede af byggebranchen gennem 2017?

Mit helt overordnede billede er af en branche, hvor der er fart på. Der sker meget i disse år, ikke mindst i forhold til miljømæssig bæredygtighed. Det er i hvert fald oplevelsen, fra hvor Realdania møder byggeriet, at der det seneste år er kommet markant mere fokus på byggeriets rolle i forhold til grøn omstilling.

Det er en rigtig god udvikling, synes jeg. Det forhold, at den eksisterende bygningsmasse står for omkring 40 procent af det samlede årlige energiforbrug i Danmark gør, at det er meget vigtigt, hvordan byggeriet handler på de samfundsudfordringer, vi står over for.

Byggeriet er – og skal være – med til at drive den grønne omstilling. Og det er klart, at der er et stort udviklingspotentiale. Et potentiale, der bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som virksomhederne bliver opmærksomme på det eksplosivt voksende marked, der er herhjemme og internationalt for grønne løsninger.

Udviklingspotentialet oplever jeg selv meget konkret med de virksomheder og organisationer, jeg møder i Realdanias daglige arbejde. F.eks. omkring de innovationsaktiviteter, der sker i innovations- og væksthub’en BLOXHUB, som vi har etableret i samarbejde med Københavns Kommune og Erhvervsministeriet.

BLOXHUB er etableret som forening, hvor nogle af Danmarks udviklingsorienterede virksomheder og vidensinstitutioner inden for bæredygtige byggeri og byudvikling kan indgå samarbejder omkring innovation og produktudvikling.

Foreningen har en mission om at fremelske og understøtte branchens nye grønne bygge- og byudviklingsløsninger fra ideplan til konkretisering i Danmark og videre ud i verden.

Det er en dagsorden, der får endnu mere fart på i 2018, hvor BLOX-bygningen på Københavns Havn åbner dørene med en officiel åbning i begyndelsen af maj 2018. Her flytter BLOXHUB ind sammen med en række andre institutioner og virksomheder, organisationer og forskere og skal være med til at placere danske byggevirksomheder og rådgivere helt i front på det internationale marked.

Var der enkeltstående begivenheder, gode eller dårlige, der fik særlig betydning i 2017?

For Realdania er byggeriet og det byggede miljø et værktøj til at skabe livskvalitet for danskerne. Det er gennem det byggede miljø, Realdania vil gøre en forskel og forbedre livskvaliteten. For vi ved, at de fysiske rammer påvirker vores hverdag, relationer mellem mennesker og vores sundhed og liv.

Med det perspektiv er der virkelig mange gode begivenheder at vælge blandt. Personligt var åbningen af Royal Arena i København en af mine favoritter for året 2017. Et efter min mening et fantastisk byggeri, der giver Danmark helt nye muligheder for at tiltrække sports- og kulturarrangementer, der skaber begejstring og glæde for mange tusinde danskere hvert år. Og som understøtter udviklingen i hele Ørestadsregionen.

En anden stor begivenhed var, da det almene boligbyggeri Rosenhøj i Viby i Aarhus vandt Renoverprisens Jubilæumspris i 2017. Sammen med GI har Realdania gennem flere år arbejdet for at sætte spotlight på alle de gode renoveringsprojekter, som gennemføres. Normalt er det nybyggeriet, der løber med langt størstedelen af opmærksomheden, og den bør rettelig deles med alle de aktører, der arbejder med at udvikle og bevare det byggeri, der allerede står.

Rosenhøj-projektet er værd at fremhæve, fordi det som et tidligere såkaldt udsat boligområde har gennemgået en transformation, der lægger et helt nyt grundlag for udviklingen af boligområdet: ny infrastruktur med nye boliggader og stisystemer og kvartersdannelser; samtidig med en gennemgribende facade- og energirenovering.

Jeg ser projektet som et eksempel på, hvor meget innovation, der er mulighed for i arbejdet med den eksisterende bygningsmasse – som parentes bemærket er det byggeri, vi har allermest af.

Det Nye Rosenhøj, som området nu hedder, er en fantastisk flot præstation, hvor samarbejdet mellem bygherre, rådgivere, håndværkere og beboere virkelig peger fremad.

Og så er jeg ret vild med deres slogan: Fra Ghettoliste til venteliste.

Hvilke forventninger har du til branchen i 2018 (og årene fremover)?

Som nævnt er det for mig indlysende, at den grønne omstilling vil fylde rigtige meget i byggeriet de kommende mange år. Noget af det, der er mest tydeligt i den sammenhæng, er den energiaftale, som regeringen har meldt ud, at den vil lægge forslag frem til i begyndelsen af det nye år.

Energieffektivisering i byggeriet spiller en kæmpestor rolle i den grønne omstilling. Derfor ser vi meget frem til, hvordan energiaftalen udformes, hvilke elementer og greb, den indeholder, og hvordan den i sidste ende lander som politisk aftale i Folketingssalen.

Mit håb er, at der også fra politisk hold vil være opmærksomhed på, at vi skal gå på to ben i den grønne omstilling: at vi både skal udvikle og implementere grønne energiformer – og at vi skal reducere vores energiforbrug – ikke mindst i byggeriet.

Ellers kan vi næppe leve op til de klimamål, Danmark har forpligtet sig på i Paris-aftalen. Vi er i Realdania meget optagede af at fremme bæredygtighed og af de af FN’s bæredygtighedsmål, der handler om det byggede miljø. Vi ved, at de store landvindinger ikke sker af sig selv, og at de næppe sker, hvis vi ikke samarbejder om at løse disse meget komplekse udfordringer.

Sammen kan vi noget, som vi ikke kan hver for sig. Men det er omvendt vigtigt, at de enkelte parter og sektorer ikke blot lægger sig i hængekøjen og venter på, at andre byder op til dans. Det løser ikke udfordringerne, hvis man siger eller tænker ‘nogen må gøre noget’, hvis ‘nogen’ betyder andre end dig selv.

Jeg har en meget stor tillid til byggeriets evne til at udvikle sig i takt med samfundet. Byggeriet er en betydningsfuld samfundsaktør. Derfor er det vigtigt, hvilke veje byggeriet går.

Ofte er det ligefrem en af de brancher, der først opfanger de nye vinde og fører os mod nye horisonter. Den rolle er der meget, der taler for, at branchen også kan have i årene, der kommer.

Relateret indhold