Køge Søbad bliver navnet på det resort, der efter planen kommer til at stå klar til badegæster i foråret 2025. Ud over 149 værelser får de kommende gæster adgang til to restauranter, et stort wellness-område, inden- og udendørs pools, retreatklub med sauna, fitnesscenter, orangeri, et bredt udvalg af mødesteder, to tagterrasser samt et auditorium og konferencefaciliteter med plads til 200 personer. Stranden ved Køge Marina ligger kun et stenkast fra hotellet.
Bag arbejdet med det nye badehotel står Bjerg Arkitektur i samarbejde med den tværfaglige tegnestue Arkikon, der har både en VVS-ingeniør, en bygningskonstruktør, en konstruktionsingeniør og en arkitekt i ejerkredsen.
Arkitekt Carsten Wraae fra Bjerg Arkitektur fortæller:
– Det har været en sjov og anderledes opgave at være med til at tegne søbadet. Det har været vigtigt at skabe et udtryk, der på en gang er moderne, men samtidig også oser af traditionel ‘badehotel-stil’. Orangeriet, store vinduespartier, balkonerne og forskellige terrasser medvirker alle til, at den unikke beliggenhed på Køge Marina kommer til sin ret.
Præcist med 3D
Bo Brøgger Rasmussen er ingeniør og partner i Arkikon, der sammen med bygherre står for projekteringsledelsen. Han kalder Køge Søbad for ‘et stort og præstigefyldt projekt’. Arkikon har benyttet sig af 3D-modellering af hotelbyggeriet, da der er mange fagentrepriser tilknyttet projektet.
– Det skal ikke bare tage sig godt ud, når det står færdigt, det skal også være bygbart. Det nytter ikke noget, vi overser nogle af de virkelig mange tekniske detaljer, et så stort og kompliceret byggeri indeholder. Det er lidt vildt, hvor præcist vores folk er i stand til at tegne det op i 3D, fortæller han og tilføjer:
– Alt bliver designet på nøjagtige mål og tolerancer, så det passer til det enkelte værelse og placeres helt nøjagtigt i modellerne. Fordi de kan vendes og drejes, giver det en langt bedre forståelse for, hvordan det kan udføres i virkeligheden. Det betyder mindre risiko for byggefejl, og er på den måde en slags forsikring for, at både tidsplan og budget holder, forklarer Bo Brøgger Rasmussen på virksomhedens hjemmeside.
Dårlig timing
Bygherre er Nordarken Holding ved familien Tangaa Nielsen, mens svenske ESS Group skal stå for driften af det 10.000 m2 store hotel. ESS Group gik i 2019 ind på det danske marked ved at overtage driften af Marienlyst Strandhotel. Nu er virksomheden, der også driver bl.a. Ystad Saltsjöbad, klar til at indtage Køge.
– Vi elsker at skabe oplevelser og spændende steder for vores gæster, men er nogle gange rigtig dårlige til at time. Nu har vi mange nye projekter i gang, og lige da vi besluttede os for ikke at gøre mere, dukkede dette projekt op – vi kunne simpelthen ikke lade være, siger adm. direktør i ESS Group, Jonas Stenberg.
Han forventer, at den nye tunnel mellem Rødby og Puttgarden, der efter den nuværende plan skal stå færdig i 2029, vil være med til også at trække udenlandske gæster til hotellet.